Hugo Lloris' albue gik af led lørdag, og Tottenham bekræfter, at han først er tilbage i træning sidst på året.

Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, sagde tidligere mandag, at han forventede, at Tottenham-målmanden Hugo Lloris er ude resten af 2019.

Mandag aften kunne Tottenham så bekræfte dette.

- Hugo Lloris har været igennem nærmere undersøgelser denne morgen, og de har vist, at selv om en operation ikke er nødvendig, har vores anfører pådraget sig en ledbåndsskade og forventes ikke at vende tilbage til træning før slutningen af 2019, lyder det på klubbens hjemmeside.

Lloris blev skadet i Tottenhams 0-3-nederlag til Brighton i Premier League lørdag, da han tidligt i kampen faldt uheldigt ned på sin venstre arm, og albuen gik af led.

Hugo Lloris bliver båret af banen i kampen mod Brighton.
Hugo Lloris bliver båret af banen i kampen mod Brighton. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Ifølge nyhedsbureauet AFP kendte landstræner Deschamps tidligere mandag til den dystre prognose.

- For os handler det lige nu om, at han ikke er en del af holdet til de kommende kampe, siger landstræneren ifølge AFP.

Frankrig er i gang med forberedelserne til de kommende kampe i EM-kvalifikationen. Fredag gæster holdet Island, og tre dage senere gælder det hjemmekampen mod Tyrkiet.

Tyrkiet og Frankrig ligger i toppen af gruppen med 15 point efter seks kampe, mens Island er tre point efter. De to bedste hold kvalificerer sig til næste års EM.

Mens Lloris, der både er anfører for Tottenham og Frankrig, er ude, forventes Steve Mandanda fra Marseille at tage over i det franske mål.

/ritzau/