Xavi havde tirsdag første træningsdag for FC Barcelona.

Dermed var det også det første møde mellem Xavi og danske Martin Braithwaite, der netop er i Barcelona i disse dage grundet hans skade. Ellers havde han højst sandsynligt befundet sig i landsholdslejren i Helsingør, hvor det danske landshold er samlet.

Allerede efter en enkelt dag i klubben melder flere spanske medier om, at Xavi vil lave en udrensning i spillertruppen i vinterens transfervindue.

I den udrensning indgår Braithwaite såmænd også. Det samme gør stjernespillere som Philippe Coutinho, Clément Lenglet og Samuel Umtiti.

Xavi Hernandez.
Xavi Hernandez. Foto: Alejandro García
Vis mere

Ud over en udrensning har Xavi også varslet en kulturændring i klubben.

Spanieren fortalte blandt andet i hans velkomsttale til spillerne, at han vil indføre fælles morgenmad og frokost i klubben for at sikre, at spillerne får den rette kost.

På videoen øverst i artiklen ser man spillertruppen give deres nye træner en varm velkomst med krammer i de fleste tilfælde.

Sådan var det også i Martin Braithwaites tilfælde. Her fik de to også en snak.

Men synet bedrager tilsyneladende. I hvert fald går rygterne på, at Xavi ønsker, at Braithwaite får en ny arbejdsplads fra senest den 1. februar, hvor transfervinduet lukker i.

I sidste uge var det ellers en lykkelig Braithwaite, der i et interview med BBC satte ord på sin kommende træner.

»Som spiller var han fabelagtig, og han er en af de spillere, jeg ville ønske, jeg havde spillet sammen med.«

Xavi nåede at spille over 500 kampe for Barcelona i sin aktive spillerkarriere.