Pierre-Emile Højbjerg er skadet og misser Danmarks landskamp mod Færøerne fredag.

Derfor har landstræner Kasper Hjulmand indkaldt Jesper Lindstrøm til landsholdstruppen.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter.

'På grund af en skade misser Pierre-Emile Højbjerg desværre kampen mod Færøerne på fredag. Vi håber at få ham med til kampen mod Skotland i næste uge. I stedet er Jesper Lindstrøm udtaget og er med til dagens træning i Helsingør,' skriver DBU.

Foto: Wolfgang Rattay / POOL
Vis mere

Pierre-Emile Højbjerg var involveret i en voldsom duel, da Tottenham i weekenden mødte Everton på udebane.

Her kom Mason Holgate buldrende ind i danskeren, som blev liggende i græsset i smerter. Everton-spilleren fik direkte rødt kort.

Om det er den situation, der har forårsaget Pierre-Emile Højbjergs afbud til fredagens kamp, melder historien dog intet om.

Mandag måttte også Mathias Jensen melde afbud, efter han havde afleveret en positiv coronaprøve. Her blev FC Midtjyllands Pione Sisto kaldt ind som erstatning.

Kasper Hjulmand har indkaldt Jesper Lindstrøm til fredagens opgør mod Færøerne.
Kasper Hjulmand har indkaldt Jesper Lindstrøm til fredagens opgør mod Færøerne. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Flere faste landsholdsspillere har på forhånd måtte melde afbud til de to kommende VM-kvalifikationskampe mod Færøerne og Skotland.

I øjeblikket døjer Mikkel Damsgaard således med en skade, mens Kasper Dolberg også sidder over, efter han netop har fået konstateret type 1-diabetes. Derudover er Martin Braithwaite fortsat langtidsskadet.

Jesper Lindstrøm fik debut på landsholdet i november sidste år og har siden fået en enkelt landskamp på cv'et.

Den tidligere Brøndby-spiller gør det i øjeblikket hæderligt i Eintracht Frankfurt, som købte den unge offensivspiller i sommer.

I sidste uge diskede han op med en assist, da Frankfurt slog Olympiakos med 2-1 i Europa League, og i weekenden var han i startopstillingen mod Greuther Fürth i Bundesligaen.