Det var uhyggelige scener, der udspillede sig lørdag eftermiddag, da FA 2000 mødte Kolding IF.

Her kollapsede 20-årige Ahmed Daghim fra Kolding IF nemlig, mens han varmede op. Det betød selvfølgelig, at kampen blev fløjtet af.

Fodboldspilleren blev efterfølgende kørt på Bispebjerg Hospital, hvorefter Kolding IF udsendte en pressemeddelelse, hvor der stod, at han havde det godt efter omstændighederne.

Og det har han heldigvis fortsat. Det fortæller Claus Holm-Søberg, som er formand i den jyske fodboldklub, til B.T. tirsdag formiddag.

Jonas Wind og Mohamed Daramy ønskede deres tidligere holdkammerat god bedring i søndagens kamp i Parken.
Jonas Wind og Mohamed Daramy ønskede deres tidligere holdkammerat god bedring i søndagens kamp i Parken. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg har ikke lige fået en opdatering på Ahmed i dag (tirsdag, red.), men vores træner besøgte ham dagen efter, og der havde han det fint,« siger han og fortsætter:

»Han er selvfølgelig meget chokeret. Han er i den alder, hvor man føler, man er udødelig. Han kollapsede ud af ingenting.«

Claus Holm-Søberg tilføjer, at Koldings spillertrup har haft fri både søndag og mandag. Tirsdag er truppen mødt indtil træning igen. Og så håber klubben ellers på yderligere gode nyheder.

»Forhåbentlig er Ahmed snart udskrevet, så vi kan sende et billede ud af ham, hvor det fremgår, at han har det godt. Vi håber selvfølgelig kun det bedste for ham.«

Heldigvis var en af Kolding-spillernes far til stede, som er læge. Derfor fik Ahmed Daghim hurtigt førstehjælp, inden ambulancen kom. Den unge fodboldspiller vågnede dog relativt hurtigt ifølge formanden.

Hele spillertruppen fik tilbudt krisehjælp med det samme i samarbejde med DBU og Divisionsforeningen.

Andre læser også