En monsterbøde, som de fleste nok ikke ville have råd til at betale.

Det er, hvad supertalentet Jadon Sancho har fået smækket i hovedet af sin arbejdsgiver, Borussia Dortmund.

Sancho kom ifølge avisen Kicker ikke hjem i tide til Dortmund efter landsholdspausen, hvor han var udtaget til Englands kampe mod Bulgarien og Tjekkiet.

Det viser sig nu, at den forsinkelse bliver en bekostelig affære, da forsinkelsen ikke var lovligt undskyldt.

Jadon Sancho var med, da England kørte Bulgarien over og vandt 6-0.
Jadon Sancho var med, da England kørte Bulgarien over og vandt 6-0. Foto: GEORGI LICOVSKI
Vis mere

Den 19-årige spiller har ifølge Bild fået en straf på 100.000 euro af sin klub, hvilket svarer til knap 750.000 kroner.

På grund af forsinkelsen var Jadon Sancho heller ikke med i truppen til topkampen i lørdags, hvor Borussia Dortmund skulle møde sin ditto fra Mönchengladbach. En kamp, som Dortmund vandt 1-0 på trods af den unge stjernes fravær.

»Jeg vil ikke kommentere på det. Det skyldes disciplinære årsager. I morgen er en ny dag. Sådan er det. Det forbliver internt i klubben,« sagde Dortmund-træner Lucien Favre forud for opgøret.

Sancho, der er tilbage i Borussia Dortmunds trup til aftenens kamp i Champions League mod Inter, har nettet tre gange og lagt op til seks mål i sine syv Bundesliga-kampe denne sæson.