Jadon Sancho er det helt store stjerneskud i Dortmund, men derfor kan han ikke gøre, som han vil.

Hvis han ikke vidste det før weekenden, gør han det helt sikkert nu.

Lørdag kom det frem, at den engelske landsholdsspiller var blevet smidt ud af truppen til kampen mod Mönchengladbach, fordi han ikke var kommet hjem til den tyske klub i tide efter landsholdspausen, og nu bekræfter klubbens manager Lucien Favre, at Sancho ikke var med af disciplinære årsager.

»Jeg vil ikke kommentere på det. Det skyldes disciplinære årsager. I morgen er en ny dag. Sådan er det. Det forbliver internt i klubben,« siger Lucien Favre og åbner i samme ombæring døren for, at Sancho kan være med i onsdagens Champions League-kamp mod Inter.

Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Sportsdirektør Michael Zorc bekræfter:

»Vi har et ansvar over for klubben og truppens hygiejne. Derfor gav beslutningen sig selv. Han trænede alene i dag (lørdag, red.), og vi regner med, at han er tilbage mod Inter.«

Uden Jadon Sancho lykkedes det Dortmund at slå Mönchengladbach med 1-0, og det betyder, at Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsens klub kun er et point fra modstanderne på førstepladsen.

Så måske får Jadon Sancho en tur på bænken på onsdag.