Den fejl var dyr. Rigtig dyr.
Med få minutter igen så Lyon, der desværre igen var uden Joachim Andersen, ud til at hente et dyrebart point på udebane i Lissabon hos Benfica i Champions League.
Men med under fem minutter igen af den ordinære spilletid var målmand og anfører Anthony Lopes skyld i et kæmpe målmandsdrop, som højst sandsynligt kostede Lyon det ene point.
DU KAN SE DROPPET SIDST I VIDEOEN I TOPPEN AF ARTIKLEN.

En fuldstændig ufarlig situation forvandlede sig til en katastrofe for Lyon, da målmanden modtog en lang bold og skulle sætte den i spil igen.
Af uforklarlige årsager valgte Lopes, som stod helt ude i den ene side af målmandsfeltet, at sætte bolden hurtigt i spil ved at kaste den ud midt i banen. Han sigtede formentlig efter sin medspiller Thiago Mendes, men Benficas Pizzi var hurtigste mand på bolden.
Derfra kunne han halvflugte bolden i det tomme Lyon-mål og give sejren til sit eget hold.
Nederlaget betyder, at Olympique Lyonnais ligger næstsidst i gruppen med fire point. Benfica ligger til gengæld på sidstepladsen med tre point, som altså alle blev hevet i hus ved onsdagens Champions League-kamp.


