206 dage.

Så længe skulle der gå, før Christian Eriksen for første gang udtalte sig i offentligheden, siden han i sommer faldt om i Parken og lå livløs i græsset. I mellemtiden har alverdens medier i både Danmark og resten af verden forsøgt at få den danske stjerne i tale. Men den kamp vandt Danmarks Radio – og Andreas Kraul.

Den danske kommentator, der sammen med Morten Bruun forsøgte at holde danskerne i hånden i de mange minutter af uvished under Danmarks EM-åbningskamp mod Finland, sad nu i en stol over for ham. Ham, der lå og fik hjertemassage, mens alle andre holdt vejret, talte til ham. Og gav svar – positive svar.

»Det føltes meget rigtigt. Jeg tror jo også – uden at jeg har spurgt ham – at Christian Eriksen måske har haft nogle overvejelser omkring, hvem der skulle lave det her interview, netop i forhold til, at det var mig, der sad i Parken den dag,« fortæller Andreas Kraul til B.T.

Fodboldkommentator og journalist Andreas Krauls interview med Christian Eriksen er gået verden rundt.
Fodboldkommentator og journalist Andreas Krauls interview med Christian Eriksen er gået verden rundt. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

»Det var specielt, fordi jeg har kendt ham i alle årene. Jeg kommenterede hans debutkamp og har interviewet ham de første mange hundrede gange i andre sammenhænge. Men ellers kender vi ikke hinanden personligt.«

Den 46-årige sportsjournalist fortæller, hvordan interviewet som sådan ikke var svært at lave. Der lå et arbejde i at få det struktureret og at sikre sig, at han fik de bedst mulige svar fra den danske fodboldstjerne.

Og det hele blev endda nemmere fra det øjeblik, Andreas Kraul hilste på Christian Eriksen.

For selvom emnet i høj grad var både personligt og skrøbeligt, så var den danske fodboldspiller afklaret, da han trådte ind i lokalet.

»Det var ikke en udfordring i forhold til, at det var et følsomt emne. Og det var det ikke, fordi Christian Eriksen er det sted, hvor han er. Det kunne jeg sådan set mærke med det samme, da han kom ind ad døren. Og det var rart. Det kunne jo godt have været et endnu mere følelsesladet interview, end det var. Men det var noget af det, han gav udtryk for, og som jeg gik fra interviewet med,« fortæller han.

Andreas Kraul håber derfor også, at det er det, som mange vil sidde tilbage med, når de ser interviewet i dets fulde længe.

»Jeg håber, folk kan mærke, at det halve år, der er gået, hvor vi ikke har hørt fra ham, har han rent faktisk brugt på at blive afklaret. At stå nu her og netop ikke være i tvivl eller i sine følelsers vold. Mit indtryk var fra starten af interviewet, at han havde bearbejdet det, der var sket, og var kommet til et sted, hvor han netop nu kan sige nogle ting og stole på både sin fysik og sin mentale tilstand.«

»Det er jo rart på det følelsesmæssige og personlige plan at se, og det var egentlig også rart, at man får nogle klare svar, når man sidder som interviewer.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De klare svar kom dog alligevel som lidt af en overraskelse for kommentatoren, da han sad i situationen.

»Det overraskede mig, at han var så afklaret omkring sine målsætninger. Men når jeg så tænker over det, så kan jeg jo regne ud, at det er derfor, at topidrætsfolk også når dertil, hvor de gør. At de er dygtige til at sætte sig nogle mål og nå dem. Også selvom det er store mål og drømme. Christian har aldrig været den med de største armbevægelser eller de største ord, men der er jo en grund til, at han har spillet Champions League-finale, EM og VM.«

»Det, jeg kunne mærke, da jeg interviewede ham, og når jeg ser det nu, er, at det giver alligevel en ekstra form for ro. Når han sidder og er kommet så meget videre både fysisk og mentalt, så kan vi andre sådan set også godt gøre det.«

DR-dokumentaren 'Christian Eriksen – Min historie' kan fra torsdag ses på DRTV.