Hobro IK måtte i sin vundne hjemmekamp mod OB endnu engang se bort fra angriberen Pål Alexander Kirkevold, der med 22 fuldtræffere blev Superliga-topscorer i sidste sæson.
»Han er skadet. Men hvor slemt det står til med ham, må han selv fortælle,« sagde Hobro-træner Allan Kuhn til B.T's udsendte fodboldreporter.
Imidlertid var det ikke muligt at indhente Pål Alexander Kirkevolds kommentar.
»Lige nu opholder han sig i Norge,« forklarede Allan Kuhn og tilføjede:
»Jeg synes det er latterligt, at vi ikke må informere offentligheden. Men det er sådan tingene er blevet efter indførelsen af EU's nye persondataforordning.«
Pål Alexander Kirkevold var i øvrigt ikke den eneste, som Allan Kuhn måtte se bort fra mod OB.
Således var midtbaneslideren Vito Hammershøy-Mistrati også udenfor.
»Jeg har heller intet at sige om hans skade. Men da vi har kendt til den hele ugen, har vi haft mulighed for at tage højde for den i vores forberedelser til OB-kampen. Men alt i alt synes jeg, at vi på skadesfronten har været hårdt skadesramt,« sagde Allan Kuhn.


