Hobro IK vandt Superliga-bundopgøret mod OB 3-2 og efterlader dermed fynboerne i bunden af dansk fodbolds bedste række.

Angriberen Emmanuel Sabbi scorede to gange for Hobro IK, mens Alexander Ludwig lavede selvmål for OB i første halvleg. Efter pausen forsøgte OB at vende slagets gang ved blandt andet at sætte Rasmus Festersen og Nicklas Helenius. Det gav bonus eftersom begge kom på scoringstavlen.

1. Emmanuel Sabbi har i Hobro IK taget over hvor sidste sæsons Superliga-topscorer Pål Alexander Kirkevold slap, da han i juli på grund af en skade blev ukampdygtig. Mod OB kronede den 20-årige angriber en storartet indsats med to scoringer. Specielt det andet, hvor han afdriblede både Ryan Laursen og Kenneth Emil Petersen, vil blive husket eftersom det mindede en smule om det, Preben Elkjær lavede mod Belgien ved EM i 1984.

2. OB er hårdt ramt på selvtilliden. Defensivt stod cheftræner Jakob Michelsens tropper slet ikke distancen. Både ved den første og anden Hobro-scoring var tre-mands-forsvaret for passivt, og helt skidt blev det, da Alexander Ludwig lavede selvmål. Bortset fra sidste halvdel af anden halvleg stod det offensivt også grelt til. Unge Mathias Jørgensen var helt ved siden af sig selv og blev udskiftet, mens hans afløser Rasmus Festersen misbrugte et straffespark.

3. Hobro IK har i Jesper Rask en ganske glimrende målmand. Ganske vist slog han ikke til i AGF, hvor han spillede fra 2007-2010, men i den himmerlandske klub har han bevist sit værd. Mod OB reddede han blandt andet et straffespark fra Rasmus Festersen, og et kvalificeret skudforsøg fra nært hold af Anders K. Jacobsen.