Thomas Delaney har med fire mål i to danske VM-skæbnekampe taget fodbolddanmark med storm. Hans ’svigerfar’, Brøndby-legenden Henrik Jensen, er glad på hattrickheltens vegne – til trods for hans status som FC København-ikon.

»Han er jo FCK’er. Men en god FCK’er. Men jo, han er ’on fire’ for tiden. Det er rigtig flot,« lyder det fra Henrik Jensen dagen efter, at Delaney nedlagde Armenien med et hattrick i 4-1-sejren i VM-kvalkampen.

 
Toppræstation fra Thomas Delaney sikrer 1-4 sejr mod Armenien.
Vis mere

Henrik Jensens datter, Michelle Jensen, er kæreste med Thomas Delaney, som hun bor sammen med i Bremen, hvor Delaney i dag er profil hos Bundesligaklubben Werder Bremen.

Derudover er midtbanekrigeren med FCK-fortiden landssholdskollega med Henrik Jensens søn, den tidligere Brøndby-profil Mike Jensen, som i dag spiller i Rosenborg.

Thomas Delaney og kæresten Michelle:

Henrik Jensen, som er tidligere mangeårig spiller og træner i Brøndby, fortæller, at det blågule- og hovedstads-hvide kultursammenstød har kastet en del drillerier af sig gennem årene, når familien Jensen har været samlet.

»Det var da lidt sjovt i starten, da Thomas kom ind i familien. Men det er ikke noget, vi er gået så meget op i. Selvfølgelig har der været nogle drillerier ind imellem. Thomas har dog haft en masse fordele i de sidste mange år, hvor FCK har vundet så meget i forhold til Brøndby, så det har vi haft lidt svært ved,« siger Henrik Jensen, som ellers kun har godt at sige, om den nye danske landsholdshelt.

»Han er sød og rar uden for banen. Der er stor forskel på, når han han går ind over kridtstregen, og når han er uden for banen. Der er ikke nogen, der ikke bryder sig om Thomas. Han er flink og rar og ydmyg. En god fyr, det er der ingen tvivl om,« siger han.

Henrik Jensen fungerer i dag som henholdsvis træner på en idrætsskole, elitekonsulent i FA 2000 og som scout på det danske marked for sin søns norske topklub, Rosenborg.

Nicklas Bendtner og Mike Jensen holder kaffepause i landsholdspausen.
Nicklas Bendtner og Mike Jensen holder kaffepause i landsholdspausen. Foto: Per Kjærbye
Vis mere

Han har derfor fortsat fingeren på fodboldpulsen, og har fulgt Delaneys karriere tæt gennem de sidste ’8-10 år’, hvor han har dannet par med hans datter. Han peger på en række områder, hvor midtbanekrigeren har forbedret sig inden for de seneste år.

»Han er jo blevet en dygtig målscorer. Det kan man sige, at han har manglet lidt i sit spil. For et par år siden lavede han kun to-tre mål pr. sæson som midtbanespiller. Han har fået fantastisk timing i sine løb ind i feltet og har udviklet sit hovedspil. Han har også fået et giftigt spark - han har jo scoret et frisparksmål i Tyskland. Det var måske et halvdrop af målmanden, det langskudsmål mod Armenien, men han har fået noget ekstra i sit spark,« lyder analysen fra Henrik Jensen.

Han mener, at Thomas Delaney er havnet på den rigtige hylde med sit skifte fra FC København til Werder Bremen sidste vinter. Men, at Delaney, som han spiller nu, ville være klar til at tage skridtet videre inden for et års tid.

»Der har på et tidspunkt været snak om, at der var nogle engelske klubber, der var ude efter ham, men jeg synes, at det er fint, at han bliver i Werder Bremen et halvt eller helt år mere, så han lige får etableret sig som udlandsprofessionel. Bundesligaen er fed at spille i og han får spillet en masse gode kampe, så der er tid nok til at komme et endnu større sted,« siger han.

Thomas Delaney fejrer en af sine scoringer mod Armenien. REUTERS/David Mdzinarishvili
Thomas Delaney fejrer en af sine scoringer mod Armenien. REUTERS/David Mdzinarishvili Foto: DAVID MDZINARISHVILI
Vis mere

I den flotte danske 4-0-sejr mod Polen i Parken i fredags var Henrik Jensen vidne til endnu en pragtpræstation af Thomas Delaney, som også her kom på tavlen.

Her kunne Jensen senior samtidig glæde sig over, at sønnike Mike også fik spilletid, da han i det 86. minut erstattede Delaney i et specielt svoger-til-svoger-øjeblik. Det kunne dog have været endnu større for den stolte far og svigerfar.

»Jo, det var da meget sjovt, at de lige afløste hinanden. Men det var lidt ærgerligt, at de ikke kom til at spille sammen. Jeg tror da godt, at de kunne tænke sig at spille sammen. Og jeg kunne sagtens se dem fungere sammen på midtbanen,« siger Henrik Jensen.

Se flere billeder af Thomas Delaney og kæresten Michelle herunder: