Fire dage ændrede meget for dansk herrelandsholdsfodbold. Først den larmende 4-0 sejr over Polen og så 4-1 sejren over Armenien på et vildt østagtigt, halvtomt stadion med langt mellem banen og tribunerne filmet fra en lidt underlig kameravinkel, hvor vi før har set så mange lange triste kampe uden energi og point.

Fire dage der gav Danmarks herrelandshold en tiltrængt oprejsning med folkelig begejstring og tro på, at VM i Rusland nu rent faktisk er et opnåeligt mål. Holdet skulle vinde, og det gjorde det. En mental sejr for Åge Hareides landshold, der først i disse den 14. og 15. landskamp viste, at der er ægte potentiale.

{embedded type="node/webtv_link" id="54418799"}

Tilmed uden flere af de talentfulde spillere, vi havde troet skulle vokse sig ind på holdet, og som var med, da denne kvalifikationsturnering begyndte. Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Riza Durmisi, Pierre Emile Højbjerg og senere Kasper Dolberg var enten med eller slet ikke på banen, og Viktor Fischer var kun lige inde at mærke banen.

Til gengæld så vi Christian Eriksen som den topspiller, han er, over nu to kampe, mens en ny stjerne blev født i dansk landsholdsregi: Thomas Delaney. Jeg påstår, at Thomas Delaney for mange landsholdsseere stadig var en ukendt størrelse inden disse to landskampe, men at han nu har placeret sig meget langt fremme i alles bevidsthed. I løbet af landsholdets træning i Helsingør viste han i ugen op til kampen mod Polen, at han har både lederevner, social samlingskraft og kvaliteterne til både at erobre boldene, fordele dem og afslutte med dem.

Jeg har ikke tal på, hvor mange lovende spillere, jeg har set dukke op på et af de store hold i Superligaen for langsomt at forsvinde blandt de mere rutinerede for at ende karrieren i en lille klub i Norge. Thomas Delaney kunne godt være blevet en af dem. Lidt flakkende med nogle indhop på kanten i FC København, lidt ud af billedet - og så ind som en tidlig anfører i 2013, da han endnu ikke havde hovedet til både at bære ansvaret og holde det spillemæssige niveau. Men så for et par år siden var han der. Blev Superligaens bedste midtbanespiller, fortsatte udviklingen i Bundesligaen og har nu i to på hinanden følgende landskampe været kampafgørende for Danmark. Det er en vildt imponerende udvikling, som jeg rent faktisk har taget hatten af for, mens jeg sidder og skriver med kasketten liggende på bordet ved siden af mig.

Kampen i Jerevan lignede i begyndelsen noget, vi har set før, og da Danmark kom bagud efter små seks minutter, var jeg parat til at hive min seneste klumme frem: Ja, det var en fremragende kamp mod Polen, en imponerende, energisk og medrivende sejr, men det var også Åge Hareides første rigtig gode landskamp i 14 forsøg, og jeg manglede stadig at se, at der var tale om mere end en enkeltstående succes med en gameplan, der virkede. Jeg vil hjertens gerne tilstå, at jeg her, 85 minutters spilletid længere henne, i meget højere grad tør tro på, at landsholdet har ramt noget blivende.

Tidligere i dette landsholdsforløb skrev jeg, om den undersøgelse, vi havde fået lavet af YouGov, hvor herrelandsholdet nok var mere populært end kvindelandsholdet, men hvor kvinderne efter deres flotte sommer i dele af befolkningen lå lige i popularitet med herrerne og generelt langt tættere på, end hvad man nogensinde havde påstået for bare et par måneder siden. Herrelandsholdet havde i årevis været lig med kedelig fodbold, dårlige resultater og ingen udsigter. Det har fire forrygende dage ændret på.

Jeg venter en måneds tid med at minde om, at der nu bare skal følges op på succesen.