Interessen for det danske herrelandshold er eksploderet, og det har skabt problemer for DBU.
Helt konkret drejer det sig om DBUs billetsystem, der har været under massivt pres.
»Det har været noget bøvl, at vi slet ikke har leveret det, vi godt kunne have tænkt os. Det har faktisk været rigtig dårlig behandling af de mennesker, der gerne vil købe billet til herrelandsholdets kampe. Det er jeg sgu ked af,« siger kommerciel direktør i DBU Ronnie Hansen.
Ronnie Hansen fortæller, at DBU har modtaget bunkevis af henvendelser om billetter til herrelandsholdet, som de ikke er kommet igennem endnu.
»Folk har været utilfredse. Og det har de været i deres fulde ret til. Det forstår jeg virkelig godt. Det er særlig ærgerligt, når vi har så mange nye fans. De skal have en anden oplevelse, end den vi har givet,« siger han.
Problemerne har særlig handlet om, at folk har haft svært ved at bestille billetter.
»De fleste kan være med på og forstå, hvordan man køber en billet. Vi har på en eller anden måde fået lavet et system, hvor det ikke har været naturligt, hvordan man får hentet billetterne. Det er et kæmpe problem, og det sidder vi og roder med lige nu,« siger han.
Danmarks landskampe har på det seneste været helt udsolgt, og der kunne sagtens være solgt en hel del flere billetter. Det har ikke hjulpet på situationen med billetsystemet.
»Interessen var markant større, end vi umiddelbart havde forventet. Vi snakker om seks-syv gange større. Det system, vi havde sat op, var simpelthen ikke gearet til det. Jeg vil ikke sige, at vi har lavet en vurderingsfejl, for vi kunne ikke have forudset, at det var gået så meget amok under EM,« siger han.
DBU arbejder på et nyt system, der skal være mere brugervenligt. Ronnie Hansen fortæller, at de går i gang med at implementere det nye system, efter landsholdet har spillet imod Færøerne 12. november.
Næste landskamp for herrelandsholdet er onsdag 1. september, hvor holdet møder Skotland i Parken.


