Victor Jensen fra Ajax scorede de danske mål, da U21-talenter slog Finland 2-1 i Aalborg og bookede EM-plads.

Det danske U21-landshold er på noget nær suveræn vis klar til næste års EM i Ungarn og Slovenien.

De danske talenter slog tirsdag på hjemmebanen i Aalborg Finland med 2-1.

Dermed kan landstræner Albert Capellas mandskab ikke længere indhentes på gruppens førsteplads.

Den sidste gruppekamp på udebane mod den nærmeste forfølger fra Rumænien om en måned er derfor uden betydning.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Danskerne har hentet 25 point af 27 mulige i de første ni gruppekampe.

Tirsdag lagde danskerne ud som lyn og torden med en scoring fra Ajax-spilleren Victor Jensen efter godt et minuts spil.

Silkeborgs højreback Rasmus Carstensen styrede mod baglinjen og lagde bolden skråt bagud til Victor Jensen i feltet, og så kunne den 20-årige midtbanespiller fra Ajax skyde værterne i front.

Victor Jensen var tæt på at øge føringen efter ti minutter, da Magnus Kofod fra FC Nordsjælland erobrede bolden midt på banen og sendte Hoffenheims Jacob Bruun Larsen afsted.

Bruun Larsen smed bolden ind over til Jensen, der fik sendt en fin helflugter mod mål. Den blev dog reddet til hjørnespark.

Det fine samarbejde mellem Bruun Larsen og Victor Jensen kom til at spille en afgørende rolle senere i kampen, men først skulle danskerne igennem en svag periode.

Finnerne havde således et skud på stolpen før pausen, og i begyndelsen af anden halvleg fik gæsterne udlignet til 1-1 på et straffespark. Det blev klodset begået af målmand Oliver Christensen fra OB.

Det finske mål ruskede på en måde op i danskerne, og ti minutter senere gjorde Victor Jensen inde foran mål det til 2-1 efter et knaldhårdt indlæg fra Jacob Bruun Larsen.

De to indskiftere - Gustav Isakssen fra FC Midtjylland og Brøndbys Jesper Lindstrøm - havde hver et skud på overliggeren.

Henimod slutningen fik finnerne igen mere spil, og Oliver Christensen i det danske mål fik betalt lidt tilbage på det straffespark, han begik tidligere i kampen.

Danmark møder Rumænien på udebane 17. november i den sidste gruppekamp.

/ritzau/