Det har været en dyr fornøjelse for enkelte danske fans, der var taget til landskamp i Skotland i denne uge.
I dag, tre dage efter landskampen mellem skotterne og Danmark, er der løbet positive coronaprøver ind.
Sådan lyder det i en meddelelse på Facebook fra gruppen Fanservice for Danmark, der er DBUs fankoordinator for herrelandsholdet.
»Var du med i Glasgow? Bliv testet!,« står der i opslaget med denne følgende tekst:
»Der er tikket et par positive coronatest ind fra medfans, der har været på mødestedet og stadion i Glasgow. For god ordens skyld opfordrer vi derfor alle - som var med på turen - til at blive testet, hvis I ikke allerede er blevet det. Tak for hjælpen!«
Danmark havde til kampen på Hampden Park imponerende 2.500 fans med.
Opgøret blev imidlertid ikke nogen god oplevelse rent resultatmæssigt, da hjemmeholdet slog Kasper Hjulmands hold med 2-0 og dermed tilførte danskerne det første og eneste nederlag i VM-kvalifikationen.
Den oplevelse er lige blevet lidt dårligere.

