Der var særligt én fan, der onsdag aften fik sig en oplevelse udover det sædvanlige i Parken.

For efter opgøret mod Skotland blev en 11-årig dreng ved navn Hector nemlig lykkelig som aldrig før.

Et øjeblik, som herrelandsholdet efterfølgende har valgt at dele på sin Instagram-profil. Du kan se klippet, som næsten er blevet vist 200.000 gange, længere nede i artiklen.

»Jeg har godt set klippet, for jeg fik det tilsendt. Jeg fik øje på drengen under opvarmningen, og jeg husker det hele meget tydeligt,« lyder det fra én af øjeblikkets hovedpersoner, Andreas Christensen.

25-årige Andreas Christensen.
25-årige Andreas Christensen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Årsagen til, at det danske landshold har valgt at dele klippet på de sociale medier, skyldtes, at den unge fan fik Andreas Christensens landsholdstrøje på tilskuerpladserne efter kampen.

En handling, som da også gjorde, at drengen ikke kunne holde tårerne tilbage, fordi det netop var gået op for ham, at han havde fået sit helt store idols trøje.

»Det var super sødt og rørende at se. Det er jo det, vi gerne vil have, der sker. For mig betyder det en hel masse. Det er ikke altid, at vi har mulighed for at gøre det,« lyder det fra Andreas Christensen.

Videoen af episoden er de seneste dage gået viralt på de sociale medier, hvor den 25-årige landsholdsspiller nu hyldes. Du kan se et udpluk af de mange kommentarer herunder:

  • 'Det er, hvad fodbold handler om. Det er så smukt, når spillere gør sådan noget for de små. Det betyder mere for dem, end man regner med. Stor respekt!'
  • 'Sådan, Andreas Christensen. Den dreng vil aldrig glemme dig.'
  • 'Åh, hvor er det bare skønne billeder.'
  • 'Hvor er det sødt. Jeg får tårer i øjnene af at se det.'
  • 'Sådan ville jeg også se ud, hvis jeg fik en trøje. Det er fuldt forståeligt.'

Den danske Premier League-spiller kan da heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, da B.T. søndag bringer onsdagens handling op i landsholdslejren i Helsingør.

»Det er fedt, at jeg kan give noget tilbage, selv om det jo kun er en ganske lille ting for mig at gøre,« forklarer Chelsea-stjernen og tilføjer:

»Det hjælper også mig til at præstere. Når jeg kan se, hvad det betyder for ham, så betyder det meget for mig.«

Danmark vandt lørdag aften med 1-0 over Færøerne på udebane i en kamp, hvor sejren først blev sikret i de døende minutter.

Jonas Wind scorede nemlig sejrsmålet i det 85. minut og sikrede Danmark den femte sejr af fem mulige i VM-kvalifikationen.

Er resultat, der bringer Danmark op på en klar førsteplads i kvalifikationsgruppen med 15 point.

Tirsdag venter et opgør mod Israel, når Kasper Hjulmands mandskab tager imod gruppens nummer to i Parken.