Der er ingen tvivl om, at spillerne har savnet at mærke suset fra de mange fans på stadionerne.

Og så er der heller ikke nogen tvivl om, at fansene har glædet sig til at se deres helte igen – men også til at komme ud og bare have det sjovt.

Sidstnævnte sås tydeligt i opgøret mellem Félix Auger-Aliassime og Roberto Bautista Agut, da de tørnede sammen i US Opens tredje runde. Gentagne gange appellerede de begge til tilskuerne om at komme med et jubelbrøl, når de havde vundet en vigtig bold.

Det fik gang i fansene, og især én kvindelig fan løb med al opmærksomheden i en ellers særdeles spændende kamp, der først blev afgjort i det sidste og afgørende femte sæt med Auger-Aliassime som sejrsherre.

I videoerne herover kan du se, hvordan en ung kvinde ikke blot én, men hele to gange bliver fanget af kameraerne ved Grand Slam-turneringen, hvorefter publikum højlydt opfordrede hende til at bunde den fadøl, som hun i begge omgange stod med.

Ned kom den begge gange, og det var til kæmpe hyldest fra de mange tusinde fans på stadion, der jublede højere end ved noget point i kampen. Klippene er blevet delt flittigt på Twitter og er blevet set flere hundrede tusinder gange.

Og det er da også tydeligt, at stemningen har sat sit præg på resultaterne i turneringen.

Da verdensetteren, Ashleigh Barty, der slog danske Clara Tauson ud af turneringen, søndag tabte til amerikanske Shelby Rogers, fortalte Rogers efter kampen, at hun følte, publikum var med til at skabe den store overraskelse.

»Jeg føler, at I har valgt, hvem I ville have til at vinde, og nu er det sket. Så tak, fordi I valgte mig i aften. I har fuld kontrol over denne her turnering,« sagde Shelby Rogers, verdens nummer 43, efter kampen.

Samme begejstring for tilskuerne viste det blot 18-årige stortalent Carlos Alcaraz, da han slog tredjeseedede Stefanos ud af turneringen fredag.

»Uden hjælp fra tilskuerne ville jeg ikke have haft mulighed for at vinde kampen,« sagde Alcaraz, da han havde vundet en meget tæt kamp efter tiebreak i femte sæt.

»Jeg var nede i begyndelsen af ​​fjerde sæt, så tak til publikum for at have hjulpet mig igennem femte sæt. Det var en utrolig følelse for mig.«