Angriberne Martin Braithwaite og Kasper Dolberg har ikke været en del af Danmarks kampe mod Skotland og Færøerne.

Og de bliver desværre heller ikke klar til tirsdagens hjemmekamp mod Isreal i Parken. Det fortæller Kasper Hjulmand i Helsingør søndag eftermiddag.

»Jeg havde en tro på, at Dolberg og Braithwaite kunne blive klar. Det ser ikke så godt ud med dem. De har stadig nogle gener, så det ser ikke realistisk ud at få dem klar til tirsdag,« var den nedslående melding fra den danske landstræner.

Men der er heldigvis også godt nyt til det danske landshold. Andreas Cornelius ser nemlig ud til at være kommet sig over en skade, og han er derfor blevet en del af truppen, mens Anders Christiansen har forladt lejren.

Liselotte Sabroe

»Corner tager vi ind, fordi det ser ok ud med hans skulder, og så tester vi, om det holder. Vores læge tjekkede Corner i onsdags i Parken, og så må vi se, om det holder de kommende dage.«

Men selvom den tidligere FC København-stjerne er tilbage i Danmarks landsholdstrup, så er det ikke sikkert, at han kommer på banen mod Isreal. Det slog Kasper Hjulmand ligeledes fast over for den fremmødte presse.

»Vi tager aldrig en chance med helbredet. Han skal være 100 procent klar, før vi sætter ham i spil,« lød det helt præcist fra landstræneren.

Landstræneren fortalte ellers i sidste uge, at både Martin Braithwaite og Kasper Dolberg kunne komme i kamp i løbet af denne landsholdssamling.

»De er i spil til én af de andre kampe. Men de er udelukket til den første kamp. Hvis ikke de bliver klar til lørdag, så er de stadig i spil til den sidste kamp mod Israel.«

Men sådan bliver det altså desværre ikke. Kasper Dolberg har ikke været en del af landsholdslejren på noget tidspunkt. Han blev nemlig i Frankrig og plejede sin knæskade. Det passede bedst i forhold til genoptræningen, var forklaringen fra Kasper Hjulmand.