Søren Rieks gjorde sig fredag skyldig i et af svensk fodbolds forbudte skifter, da han skrev under med Malmö FF.

Rieks' nu tidligere klub IFK Göteborg har i årevis haft en hård rivalisering med de svenske mestre og gennem tiden har kun en spiller før Rieks taget turen syd på til Malmø.

Derfor går den danske offensiv spiller heller ikke fri af syrlige stikpiller fra sine gamle holdkammerater.

Således har både målmand John Alvbåge, Sebastian Eriksson og Emil Salomonsson alle lagt det samme billede op på det social medie Instagram: Slangen fra Disney-tegnefilmen Robin Hood, Sir Hiss.

Ifølge svenske medier er billederne en klar hentydning til Rieks, der i forbindelse med sin præsentation i Malmö da heller ikke gjorde noget for at skåne sin gamle klub:

»Rent sportsligt er det svært at finde noget bedre i Skandinavien. I mine år i Sverige har MFF ligget i toppen, spillet i Europa og næsten altid vundet titlerne. Man har været lidt misundelig. Jeg håber at kunne fortsætte traditionen med at vinde mesterskabet og desuden nå Champions League,« sagde han.

Søren Rieks og Malmö FF har lavet en aftale, der løber frem til 2020.