B.T. Backstage tager dig i en ny serie med bag kulissen hos nogle af de største fodboldligaer i verden og giver dig gennem flere danske fodboldspillere et indblik i, hvordan livet som professionel ser ud.

I denne uge er det Jannik Vestergaard, der efter den seneste spillerunde i Premier League er landet højt på en særlig liste over de bedste spillere i Premier League.

Bleacher Reports rangering af de bedste spillere efter 26 runder er den danske forsvarsklippe nemlig kommet ind på en niendeplads over de bedste midterforsvarer i ligaen.

»Det er et kæmpe klap på skulderen, og det viser, at det arbejde, jeg har lagt for dagen, bærer frugt. Jeg er på rette vej i min udvikling og i min tilvænning i ligaen, og det er jeg glad for,« siger han til B.T.

Jannik Vestergaard er ved at bide sig fast i Premier League.
Jannik Vestergaard er ved at bide sig fast i Premier League. Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Jannik Vestergaard fortalte i sidste afsnit, at han følte, han på det seneste har spillet sit bedste fodbold, siden han i sommer skiftede Bundesligaen ud med den bedste engelske liga.

Og det vidner det da også om, hvis man tager et kig på listen, der toppes af Liverpools Virgil Van Dijk. Her giver den danske Southampton-profil nemlig spillere som Jan Vertonghen, David Luiz, Davinson Sanchez og Harry Maguire baghjul.

Men selvom den danske landsholdsspiller synes, det er stort at blive nævnt i sådan et selskab, mener han dog stadig, at der er et stykke op til flere af spillerne.

»De fleste navne på den liste er spillere, der har været på toppen af de lister i årevis, og det er for mig den sande kvalitet. Så før jeg har bevist mig selv gennem flere år, synes jeg, det er svært at sammenligne,« fortæller han.

Southampton, som udover Vestergaard også har Pierre-Emile Højbjerg i truppen, har haft en svingende sæson og roder fortsat rundt i bunden af Premier League, hvor der mellem 13. og 18. pladsen blot er tre point.

Derfor er det også klubbens situation, der i øjeblikket fylder mest hos danskeren.

»Nu kunne vi være i en bedre situation som hold, og det ville jeg nyde lidt mere end den individuelle anerkendelse, selvom det selvfølgelig er rart at få at vide, at man gør noget rigtigt,« siger han og uddyber:

»Men vi er fortsat i en presset situation som klub, og det er noget, der fylder utrolig meget.«

Jannik Vestergaard har i den afgørende fase af sæsonen været fast del af Southamptons startopstilling.
Jannik Vestergaard har i den afgørende fase af sæsonen været fast del af Southamptons startopstilling. Foto: ANDREW YATES
Vis mere

En niendeplads på listen vidner dog om, at den 199 centimeter høje forsvarsspiller på kort tid har fundet sig til rette i en af verdens stærkeste ligaer.

»Det er kun motiverende, at der er nogen, der mener, at det, jeg laver på banen, er på et ret godt niveau.«

»Nu handler det bare om at overføre det til hele holdet.«

På trods af en placering som nummer 18 i ligaen har klubben fået vendt skuden en smule, siden den østrigske træner Ralph Hasenhüttl trådte til i december sidste år.

Og det er noget, Danmarks dyreste fodboldspiller har kunnet mærke på både sig selv og på holdkammeraterne.

»Grundlæggende synes jeg, at vi er gået hen og er blevet et bedre hold. Vi er mere trygge i det, vi gør, og det giver selvtillid. Vi har alle steppet op, og det er helt sikkert noget, vi kan bruge.«

»Men vi står fortsat i en meget alvorlig og seriøs situation, hvor vi er tvunget til at hente point i stort set alle kampe.«

Du kan læse B.T. Backstage-serien med Riza Durmisi, Emil Berggreen og Jannik Vestergaard lige HER.