Det danske fodboldlandshold er klar til VM i Qatar i 2022.

Det er en kendsgerning efter Danmarks sejr på 1-0 hjemme over Østrig tirsdag aften. Det afgørende mål blev sat ind af formstærke Joakim Mæhle.

Danmarks VM-kvalifikation har nu budt på otte sejre i otte kampe samt en målscore på svimlende 27-0.

Det er den mest suveræne danske VM-kvalifikation i landets fodboldhistorie, og det må siges at være en flot bedrift af landstræner Kasper Hjulmands tropper.

Fodboldfesten i Parken blev dog aldrig nogen sprudlende forestilling. Dertil var spillet for langsomt og med for få kreative indslag.

VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken, tirsdag den 12. oktober 2021
VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken, tirsdag den 12. oktober 2021 Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Østrigerne stod godt i deres defensive kæder og virkede ikke specielt interesserede i at vinde kampen.

Danskerne havde generelt bolden mest og skabte de fleste chancer i løbet af kampen.

Yussuf Poulsen indledte kampen som frontangriber og havde to hovedstød, der gik over mål i de første 20 minutter.

Kantspilleren Andreas Skov Olsen fik den største chance i første halvleg, men han kom for tæt på den østrigske keeper Daniel Bachmann, som gjorde sig bred og reddede skudforsøget.

Østrigerne kom frem til meget lidt, og der skulle oftest en dødbold til, før det blev farligt.

Denmark Yussuf Poulsen, right, and Austrias Stefan Posch, left, during the World Cup qualification soccer match between Denmark and Austria, in Parken Stadium in Copenhagen, Denmark, Tuesday Oct. 12, 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Denmark Yussuf Poulsen, right, and Austrias Stefan Posch, left, during the World Cup qualification soccer match between Denmark and Austria, in Parken Stadium in Copenhagen, Denmark, Tuesday Oct. 12, 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Bedste chance til udeholdet tilfaldt stopperen Martin Hinteregger, som headede over mål.

Mikkel Damsgaard fyrede kanonen af to gange omkring den halve time, men det første forsøg gik forbi, mens Bachmann reddede det andet.

Få minutter før pausen signalerede Damsgaard, at han ville ud. Han havde tilsyneladende pådraget sig en lårskade og blev erstattet af angriberen Kasper Dolberg.

I anden halvleg kom Danmark blæsende fra start, og Thomas Delaney fik testet Bachmann med et lumsk skudforsøg.

Efter 53 minutter kom så den forløsende scoring. Delaney viste strålende spil og lirkede sig gennem det østrigske forsvar og fandt en helt fri Joakim Mæhle, som scorede til 1-0.

VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken, tirsdag den 12. oktober 2021
VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken, tirsdag den 12. oktober 2021 Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Mæhle afsluttede fladt og klogt ved nærmeste stolpe, mens Bachmann gik mod den fjerneste, som også ville være det mest oplagte.

Men Mæhle gør tingene på sin egen måde og er nu oppe på 7 mål i 21 landskampe. Det er en scoring i hver tredje kamp, og Mæhle har spillet back eller wingback i alle kampene.

Østrig skulle nu længere frem på banen for at jagte sin spinkle VM-chance, men der var ikke offensiv power hos udeholdet, der også var ramt af mange skader.

Spillet på banen var ikke spor kønt, og det smittede også af på atmosfæren i Parken, selv om der var en VM-billet på spil for Danmark.

Mest stemning var der faktisk før kampen, hvor de 35.843 tilskuere fik serveret flere overraskelser.

Sepp Piontek hyldes før VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken, tirsdag den 12. oktober 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Sepp Piontek hyldes før VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken, tirsdag den 12. oktober 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Godt tre kvarter før kampen blev publikum forkælet med Malthe Ebert - bedre kendt som Gulddreng - uden at taget i Parken dog løftede sig nævneværdigt.

Også selv om kunstneren vurderede, at Danmark helt sikkert vinder VM.

Til gengæld kom de danske roligans kort efter mere op på dupperne, da Sepp Piontek blev hyldet.

81-årige Piontek blev hyldet, efter at han i september sagde farvel til fodbold efter en årrække som træner for oldboyslandsholdet.

Året slutter for Danmarks vedkommende af med to VM-kvalifikationskampe mere - i november hjemme mod Færøerne og ude mod Skotland.

/ritzau/

Få alle reaktioner på kampen her i LIVE-bloggen her: