Landstræner Kasper Hjulmand husker det tydeligt.

Han havde som FC Nordsjælland-træner netop givet Superliga-debut til en 17-årig spinkel knægt, der fik ti minutter i en 6-0-sejr over AC Horsens.

Fire år senere ville den selvsamme spiller fortrylle en hel nation som landsholdskomet under Hjulmand med magiske EM-mål mod Rusland og England.

Dengang i 2017, inden alle danskere kendte til Mikkel Damsgaard, gav Hjulmand stortalentet en besked.

Damsgaard elskede fodbolden fra en ung alder.
Damsgaard elskede fodbolden fra en ung alder.
Vis mere

»Jeg kan huske, han dagen efter sin debut kom gående ind til frokost. Håret sad helt pjusket og stod ud til alle sider, da han satte sig for at spise,« griner Hjulmand.

»Der sagde jeg med det samme til ham: 'Lov mig én ting. Lad være med at forandre dig nogensinde. Lad være med at hoppe på de mærkelige ting, man kan blive draget ind i af miljøer'. Og det har han gjort. Han elsker bare at spille fodbold, og han lader sig ikke påvirke særligt meget af omgivelserne,« siger landstræneren.

Meget er sket for den nu 21-årige Damsgaard, der blev en fast del af landsholdets EM-succes helt frem til semifinalen mod England i sommer. Damsgaards store gennembrud mærker man i den grad hjemme i Jyllinge, hvor det hele startede for Sampdoria-spilleren.

Og hvis du en dag befinder dig i byen, skal du da heller ikke blive overrasket, hvis du ser flere Sampdoria-klubtrøjer i gadebilledet med Damsgaard på ryggen. For sjældent har en Serie A-klub haft flere følgere i en sjællandsk provinsby, end tilfældet er i disse dage.

Damsgaards talent var åbenlyst i en tidlig alder, mener hans ungdomstræner Brian Maurer.
Damsgaards talent var åbenlyst i en tidlig alder, mener hans ungdomstræner Brian Maurer. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Alle, der kommer i fodboldklubben, følger pludselig Sampdoria nu, og det gør de jo kun på grund af Mikkel. Alle snakker om det stort set hver weekend. 'Har I set, Mikkel starter inde?' råber folk nogle gange,« griner Brian Maurer, da B.T. fanger ham.

Maurer kender om nogen Mikkel Damsgaards vej til stjernerne. For sammen med Damsgaards far, Henrik, trænede han landsholdsspilleren i ni år fra 2004 til 2013, indtil Jyllinge FC blev for lille for stortalentet, der tog videre som 13-årig til FC Nordsjælland.

»Vi er meget stolte af ham. Det betyder rigtig meget, at han eksempelvis kigger forbi i sommer efter EM og skriver autografer. De unge spillere har ham at se op til. Der er en stor stolthed i klubben over, at vi har haft Mikkel Damsgaard,« siger den tidligere ungdomstræner.

Fra 2004 til 2013 slog Mikkel Damsgaard sine folder i Jyllinge FC.
Fra 2004 til 2013 slog Mikkel Damsgaard sine folder i Jyllinge FC.
Vis mere

Allerede som seksårig fik man øjnene op for 'Dams' i klubben.

»Vi har altid sagt, at hvis der var nogen, der skulle blive til noget, var det ham. Vi kunne jo ikke vide, at det ville blive så stort, men vi havde en anelse om, at han kunne blive professionel. Og det var lige fra en tidlig alder,« siger Maurer, der husker Damsgaard med glæde.

»Han har altid været en god kammerat over for alle. Han var ligeglad med, om folk spillede på førsteholdet eller tredjeholdet. Bare de gad at spille med ham og være sammen med ham,« forklarer han.

Og hvis der er én, der gider netop det, er det landsholdsspiller Andreas Skov Olsen. Sammen med Damsgaard har han taget rejsen fra FC Nordsjælland til landsholdet.

En ung Damsgaard runder keeperen.
En ung Damsgaard runder keeperen. Foto: Privatfoto
Vis mere

De to venner slog for alvor igennem for første gang for Danmark i 8-0-sejren over Moldova i foråret, hvor Damsgaard scorede to gange. Samme modstander venter lørdag i VM-kvalifikationen.

»Det sidste halve år har været rimeligt voldsomt, og det startede jo nok i den kamp,« siger Andreas Skov Olsen om sin og vennens gennembrud.

»Vi har været venner i mange år, så det har været sjovt, at vi har kunnet følges ad. Det er super fedt at kunne stå side om side i de her tider. Vi nyder det rigtigt meget.«

Er han til at få ned på jorden igen efter EM?

»Haha, ja, han er stille og rolig. Han er helt nede på jorden og har taget det super professionelt.«

Selv kan hovedpersonen dog godt mærke en udvikling i interessen for ham.

»Min familie kan godt gå i fred hjemme i Jyllinge, men jeg er blevet lidt mere kendt efter EM. Jeg bliver stoppet mere på gaden og får taget lidt flere billeder, men folk er super søde, så det er på en god måde,« siger Damsgaard.

Med øget opmærksomhed er presset også blevet større på den unge landsholdsstjerne.

»Der er forventninger om, at jeg laver mål og assist lidt oftere, og det er fedt. Det er forventninger, jeg gerne vil leve op til. Vi er vant til forventninger som fodboldspillere, men efter EM er forventningerne til mig selvfølgelig større,« siger han.

Og så er vi tilbage ved den unge, spinkle spiller, der valsede ind til frokostbuffetten i Nordsjælland. Han findes stadig den dag i dag, mener Kasper Hjulmand.

»Det fede ved Mikkel er, at intet har forandret sig. Han er stadigvæk bare en fyr, der elsker at spille. Han er, som han er. Foreløbig går det fint med at holde fast i sig selv. Han er stadig bare drengen fra Jyllinge, der elsker at spille fodbold.«