»Man kunne se på Jesper Hansen, at han bare havde tårer i øjnene, og han afgør denne her finale. Det er sådan en fantastisk historie«.

Sådan siger FCM-back Marc Dal Hende til TV3 Sport om holdkammerat Jesper Hansen efter FC Midtjyllands pokaltriumf.

For knap en uge siden mistede FC Midtjylland-målmanden sin lillebror i en trafikulykke. Fredag var han den store profil for sit hold i klubbens første pokalsejr nogensinde, da han reddede to af Brøndbys forsøg i straffesparkskonkurrencen.

»Den måde han har tacklet det her på. Jeg kender ikke en, der er så sej som ham, og for den sags skyld også Awer Mabil. Det har været et hårdt forår for os, der er nogle af drengene, som virkelig har oplevet nogle tragedier. Men vi har stået sammen, og det er fantastisk,« siger Marc Dal hende om sine holdkammerater, der begge har mistet en søskende i 2019.

Jesper Hansen og Awer Mabil har begge mistet en søskende i 2019.
Jesper Hansen og Awer Mabil har begge mistet en søskende i 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Pokalfinalen udviklede sig til et regulært drama, da den skulle afgøres ved straffespark efter 120 minutters intens fodbold og en måltavle, der viste 1-1.

FC Midtjylland vandt straffesparkskonkurrencen med 4-3.

»Det er så vild en dag. Den største enkelstående kamp i Danmark. Der er en anderledes tænding på sådan en kamp her. Fed kamp. Det er afgjort på mest dramatisk måde, og vi trækker os sejrrigt ud. Det er en kæmpe forløsning for holdet,« siger Mar Dal Hende.

Det er femte gang, at FC Midtjylland stod i en pokalfinale, men første gang, at midtjyderne løber med titlen.

Og det skal fejres, siger Marc Dal Hende.

»Jeg håber, at vi skal ud og fejre det virkelig meget. Og så skal jeg ikke træne i morgen, og så skal jeg være stiv i aften«.

Marc Dal Hende scorede selv på sit straffesparksforsøg og sendte en drillende kommentar afsted til FC Midtjyllands direktør, Claus Steinlein.

»Steinlein skal åbne den store pengepung, ellers tæver vi ham,« udbrød Marc Dal Hende.