På en uge har han mistet en bror og vundet pokalfinalen.

»Jeg dedikerer sejren og pokalen til min bror«.

Sådan sagde FC Midtjylland-målmand Jesper Hansen til TV3 Sport kort efter holdets straffesparkssejr mod Brøndby i pokalfinalen.

I offentligheden har der været tvivl om, hvorvidt Jesper Hansen ville være kampdygtig til pokalfinalen, efter han i den forgangne uge mistede sin lillebror i en tragisk trafikulykke.

»Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville spille denne her finale. Det lyder lidt underligt at sige, men efter denne her weekend havde jeg ikke andet i hovedet end finalen, og at jeg skulle spille for ham. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, at jeg kunne spille en fin kamp og være afgørende ved straffesparkskonkurrencen,« siger Jesper Hansen, der reddede to Brøndby-forsøg og havde en kæmpe aktie i FC Midtjyllands pokaltriumf.

»Det har været en meget, meget hård uge og især weekend. Men jeg har en fantastisk familie, som har hjulpet mig igennem, og jeg har nogle fantastiske holdkammerater og folk omkring klubben, som jeg vidste, ville støtte mig til at komme så hurtigt tilbage. Og det var det, jeg ville«.

Undervejs i finalen tænkte den 34-årige målmand på én ting.

»Jeg spillede med min lillebror i tankerne hele vejen igennem. At vi så skriver historie med denne her pokal til FC Midtjylland, og at det sker på denne her måde, havde jeg kun drømt om, da det tragiske skete,« fortæller Jesper Hansen.

FC Midtjylland fejrer klubbens første pokalsejr i historien.
FC Midtjylland fejrer klubbens første pokalsejr i historien. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Titlen er FC Midtjyllands første pokalsejr i historien efter at have tabt fire pokalfinaler.

Efter kampen havde forsvarsspiller Kian Hansen kun rosende ord tilovers for sin kollega i FCM-målet.

»Jeg løfter bare på hatten for, at en mand kan gå ind og spille sådan en kamp efter det, der er sket for ham. Det er kæmpe respekt herfra. Jeg kunne ikke ønske noget bedre, end at det var Jesper Hansen, der skulle afgøre det for os,« siger Kian Hansen, der selv scorede FC Midtjyllands eneste mål i ordinær spilletid, hvorefter han løb direkte ned og krammede Jesper Hansen.

»Jeg dedikerede målet til hans bror. Jeg synes simpelthen, at det er så flot af Jesper, at han står her og spiller og er afgørende.«