Corona-tiden er uvant for mange, men den tager ualmindeligt hårdt på fodboldspillerne i Premier League.
Det fortæller sportspsykologen Steve Pope, der siden fodboldens suspendering har modtaget mere end 50 opkald fra desperate fodboldspillere.
Sådan skriver The Sun.
Pope har kunder i klubber som Manchester United, Glasgow Rangers, Burnley og en topklub i London. En af dem var eksempelvis så desperat over situationen, at han endte med at gøre noget rigtig dumt og være sin kone utro. Men ikke med hvem som helst.

»En spiller ringede den anden dag for at sige 'Jeg var rundt på gulvet og endte med at sove med min kones søster',« fortæller Steve Pope.
Spillere, der er vant til at få massiv opmærksomhed, at være i centrum og har en tyk tegnebog, har – lidt firkantet sat op – verden for deres fødder.
Derfor har de meget svært ved at håndtere isolationen, siger Pope.
»Fodboldspillere, især de mest kendte, har behov for det fix, de får, når de spiller foran tilskuere,« siger Steve Pope og forklarer, at flere af dem, der ringer, er begyndt at drikke, gamble eller tage stoffer, fordi de er så hårdt ramt.
»De, som jeg har talt med, lider af stress og angst, de er allerede på vej mod depression.«
I de mindre klubber kan de få endnu vildere konsekvenser, fortæller han.
»Selv på lavere niveauer lever spillerne i en boble, og jeg ved med sikkerhed, at nogle af dem får selvmordstanker,« siger Pope.
Premier League er suspenderet indtil 4. april.