Mareridtet startede 25. januar for den kun 24-årige Ada Hegerberg.

Under en træning kom chokket.

»Tårene pressede sig på. Jeg kender min krop så godt, at jeg vidste, at noget var galt,« siger den norske fodboldspiller i et interview med TV 2 Norge.

Skaden var sket, og Hegerberg kunne nu ikke længere det, hun er allerbedst til. Korsbåndet var revet over, og det betyder, at hun ikke kan spille fodbold før september. Det har taget utroligt hårdt på Olympique Lyonnais-spilleren.

Ada Hegerberg var med til at vinde Champions League i 2019.
Ada Hegerberg var med til at vinde Champions League i 2019. Tobias SCHWARZ

»Jeg har aldrig oplevet en operation før. Alt var bare så nyt for mig, og jeg følte mig som en lille sårbar pige. Og det har jeg været – jeg har været ekstremt sårbar,« erkender den norske stjerne.

I bedste corona-stil barrikaderede nordmanden sig i sin lejlighed i Lyon efter skaden, hvor hun skulle bearbejde indtrykkene.

For det var ikke nemt for Hegerberg, der på trods af den unge alder både er blevet kåret til Europas og verdens bedste fodboldspiller.

»Verden faldt lidt sammen, for at sætte det på spidsen. Min verden. Det var brutalt,« forklarer den ærlige Hegerberg.

Hegerbeg har blandt andet vundet historiens første udgave af Ballon d'Or Féminin - Kvindernes Ballon d'Or. Det gjorde hun i december 2018 foran danske Pernille Harder.

Derudover er hun historiens mest scorende spiller i kvindernes Champions League, hvor hun har sendt bolden i nettet 53 gange.

Ada Hegerberg har spillet i Lyon siden 2014.

Her har hun vundet Champions League fire gange.