Lyt til artiklen

Mens verden i øjeblikket befinder sig i en alvorlig coronakrise, er man i London godt i gang med at forberede retssagen mod den turneringssuspenderede og skandaleramte danske golfspiller Thorbjørn Olesen.

»Hr. Olesens retssag skal begynde her i retten 11. maj,« skriver Isleworth Crown Courts såkaldte Admin Team i en mail til B.T.

Her gør man desuden opmærksom på, at man har afsat fem dage til sagen.

»Forinden afvikler vi en høring 24. april. Det gør vi for at sikre os, at sagen skrider frem som planlagt. Mr. Olesen er ikke forpligtet til at deltage i denne høring,« understreger The Admin Team.

Thorbjørn Olesen med kæresten, Lauren.
Thorbjørn Olesen med kæresten, Lauren. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Sidste gang, Thorbjørn Olesen ytrede sig i det offentlige rum, var 28. juli 2019, hvor han i et tweet kommenterede sin præstation ved en golfturnering på den amerikanske PGA Tour.

Umiddelbart efter fløj han fra USA til England, hvor han i London-lufthavnen Heathrow blev anholdt, angiveligt for i beruset tilstand at have opført sig upassende over for en kvindelig stewardesse og for at have urineret i midtergangen.

Eftersom Thorbjørn Olesen blandt andet er tiltalt for berøring af seksuel karakter uden samtykke, kan han i værste fald blive idømt en fængselsstraf på 10 år, mens det at være fuld på et fly ifølge engelsk lovgivning maksimalt kan sende en dømt i fængsel i to år.

Ender Thorbjørn Olesen, der i de tre sigtelser har erklæret sig uskyldig, i fængsel, slipper han for bødestraf, men kommer han ikke bag tremmer, er der mulighed for, at han i stedet kan 'nøjes' med samfundsstraf.

Under alle omstændigheder har den verserende sag kostet Thorbjørn Olesen dyrt:

I 2017 tjente han 10,1 mio. kroner i præmiepenge gennem deltagelse i 24 turneringer.

Året efter indkasserede han i lige så mange turneringer intet mindre end 20,1 mio. kroner, mens han i 2019 'blot' har tjent 3,9 mio. kroner i sin deltagelse i 13 turneringer. Inden maj måneds retssag får han ikke mulighed for at spille turneringer, og dermed står han til at miste en årsløn på op mod et to-cifret millionbeløb.

Suspenderingen har også betydet, at han ikke er i stand til at sikre sig point til verdensranglisten, hvor han nu er nede som nummer 147. I den forbindelse er det værd at bemærke, at han var placeret som nummer 62, da sagen tog sin begyndelse for snart ni måneder siden.

Thorbjørn Olesen forlader Isleworth Crown Court efter et retsmøde i september 2019.
Thorbjørn Olesen forlader Isleworth Crown Court efter et retsmøde i september 2019. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Det frie ranglistefald er set i et sportsligt perspektiv katastrofalt, da han fremadrettet kan få svært ved at kvalificere sig til major-turneringerne, hvor der ikke blot er masser af prestige på spil, men også millioner af kroner.

Hvad angår Thorbjørn Olesens sponsorer – blandt andet Rolex og BMW – er der fortsat ikke kommet en reaktion. Men da den amerikanske golfspiller Tiger Woods i 2009 blev afsløret i utroskab, trak firmaer som Gatorade og AT&T sig som sponsorer. Sportstøjfirmaet Nike, som Thorbjørn Olesen også reklamerer for, fortsatte dog støtten.

Thorbjørn Olesen er bosiddende i London. Her holder han – ifølge B.T.s oplysninger – formen ved lige gennem jævnlige træningsrunder på de baner, han bruger til at teste sin slagteknik.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Thorbjørn Olesen eller hans irske manager, Rory Flanagan.