Den tomme fornemmelse af fodboldkampe på tv-skærmen uden tilskuere på lægterne kan komme til at vare længe. Meget længe.

Det forklarer Premier Leagues medicinske rådgiver Mark Gillett. Han sidder i en arbejdsgruppe, der beskæftiger sig med elitesportens genoptagelse i Storbritannien, og det seneste input fra de britiske sundhedsmyndigheder er nedslående:

»Den ledende overlæge har gjort det klart, at den sundhedssituationen ikke kommer til at ændre sig inden for de næste seks til 12 måneder. Det er vigtigt, at folk forstår det,« siger Mark Gillett ifølge The Guardian.

Den triste melding, der kan betyde, at fans i stedet må se kampene på tv i op til et år, kommer efter Premier League-klubberne mandag blev enige om, at de kan træne igen i mindre grupper.

Sådan så det ud under lørdagens Bundesligakamp mellem FC Augsburg og VfL Wolfsburg. Lignende billeder kan risikere at danne rammen om den engelske Premier League i lang tid.
Sådan så det ud under lørdagens Bundesligakamp mellem FC Augsburg og VfL Wolfsburg. Lignende billeder kan risikere at danne rammen om den engelske Premier League i lang tid. Foto: MANUEL SCHWARZ
Vis mere

Der skal dog stadig holdes afstand under træningerne, hvorfor fysisk kontakt fortsat ikke er tilladt.

For at sikre sig, at reglerne bliver overholdt, vil tilsynsmænd have mulighed for at overvåge klubbernes træninger, siger direktøren for Premier League, Richard Garlick.

»Det vil sikre, at alle har tillid til, at protokollerne overholdes, og at offentligheden har tillid til, at vi prøver at skabe et meget sikkert arbejdsmiljø,« siger Richard Garlick om det nye tiltag med tilsynsmænd til klubbernes træninger.

Selv om deltagerne under mandagens møde - der bestod af repræsentanter for spillere og trænere, klubbernes læger, uafhængige eksperter samt den britiske regering - blev enige om at kunne genoptage træningerne, så har udsigterne til Premier Leagues mulige genoptagelse fået kritik fra flere af ligaens spillere.

Troy Deeney er blandt de spillere, der har udtrykt bekymring over den mulige genoptagelse af Premier League-sæsonen.
Troy Deeney er blandt de spillere, der har udtrykt bekymring over den mulige genoptagelse af Premier League-sæsonen. Foto: Lee Smith
Vis mere

Blandt andet har Watfords anfører, Troy Deeney, udtrykt sin bekymring.

»Min søn er fem måneder gammel og har haft åndedrætsbesvær. Jeg vil ikke udsætte ham for fare. Det kræver bare én person at blive smittet, og jeg vil ikke tage smitten med hjem,« har han tidligere udtalt.

Også Manchester City-angriberen Sergio Agüero har tidligere fortalt, at størstedelen af spillerne er bange, fordi de har børn og familie.

Premier League har ligget stille siden midten af marts. Liverpool fører i øjeblikket ligaen og er på vej mod deres første mesterskab i 30 år.