Ud over at have været en fodboldæstetisk undervældende oplevelse har den danske EM-kvalifikation til tider også været et studie i mærkværdig og uelegant kommunikation fra landsholdets bærende kræfter.
Tag bare den netop overståede samling, der jo bød kvalifikationens danske højdepunkt med den EM-billetudløsende sejr over Slovenien i Parken – og lavpunktet med 0-2-begmanden i Belfast.
Landstræner Kasper Hjulmand har i løbet samlingen – som lå i kølvandet på den rystende indsats mod San Marino – flere gange affejet kritik af landsholdet som kommende fra ‘personer, der brækker sig ned i et tastatur’, og han antyder dermed, at folk, der ytrer sig kritisk om landsholdet, må være triste internetkrigere – eller journalister uden forstand på fodbold.
Jeg fik personligt en lille venlig opsang fra landstræneren efter kampen i fredags. Han mente, at jeg ‘hele tiden kiggede på tastaturopkasterne’ og brugte ‘min journalistiske tid’ på dem.
Kritikken findes ikke ude i virkeligheden, måtte jeg forstå.
Det er fair, at Hjulmand bider fra sig – men jeg er bange for, at det er en fejltolkning af landstræneren, hvis han tror, at virkeligheden er Parkens 35.000 festlige og FIRENUL-gjaldende tilskuere, der er bonget op på fadøl, Re-Sepp-ten og måske en lang og våd opvarmning i Nyhavn.
For kritikken er naturligvis derude. I den grad. Skamfulde præstationer som dem i Belfast, San Marino og Astana skal kritiseres og vil altid blive kritiseret. Heldigvis – for landsholdet er vigtigt.
Og danskerne er et godt fodbolduddannet folkefærd og kan sagtens have en nuanceret landsholdsdebat – ved kakkelbordene, ved kaffeautomaterne og også på internettet – uden at skulle beskyldes for at ‘brække sig ned i tastaturet’.
Selvfølgelig eksisterer internetslammet også – men det skal Hjulmand kunne se bort fra, ligesom vi andre også går uden om en hundelort i stedet for at træde ned i den.
Mandag aften måtte man igen undre sig over Kasper Hjulmands kommunikation.
Efter det flove 0-2-nederlag i Belfast pegede mange fingre mod Kasper Schmeichel, der selvfølgelig ikke måtte lukke en spids afslutning ind ved nærmeste stolpe.
Da Kasper Hjulmand efter kampen blev bedt om at forholde sig til situationen, gled han elegant udenom ved at påstå, at han faktisk kiggede væk i det øjeblik, afslutningen faldt. Den forklaring lugtede – for hvorfor kigger en landstræner ikke på en farlig kontramulighed til modstanderen?
Og det var i bedste fald en misforståelse.
For tirsdag florerede en video – ja, på internettet – der grangiveligt viser, at Hjulmand har øjnene stift rettet mod situationen og afslutningen.
Jeg tror, at landstræneren på sympatisk vis ville skåne målmanden for offentlig kritik. Men han fik gjort det på en spøjs måde, hvor danske fodboldfans endte med at blive talt ned til. Jeg tror desuden, at Schmeichels skuldre er brede nok til at få landstrænerens syn på den aktion.
Kasper Schmeichel lod på pressemødet inden kampen mod Nordirland i øvrigt en journalist vide, at denne havde stillet et ‘underligt spørgsmål’, da målmanden blev spurgt til motivationen forud for en kvalifikationskamp, hvor kvalifikationen er allerede var i hus.
»Om der er noget på spil, det er nok noget, at I som journalister eller fans kigger mere på. Når man træder ind på banen, er man i kamp, og man lader op. Man skal ind at præstere, for du repræsenterer dit lands ry og renommé rundt om i verden.«
Det underlige spørgsmål viste sig et døgn senere at have været ret relevant. Det danske landshold havde leveret en inspirationsforladt indsats, som antydede, at man mentalt var trådt ud af kvalifikationen efter sejren over Slovenien.
»I sidste ende er der kun én ting, der tæller, og det er, at vi kommer til Tyskland,« lød det med et skuldertræk efter kampen fra den danske målmanden til TV 2 – og han gav på den måde journalisten fra pressemødet ret.
Schmeichel fik ved den forrige samling desuden kaldt en bolddreng for en ‘prick’ (en lort) og kaldte det først for ‘en del af gamet’, inden han beklagede på Instagram.
Og samlingen forinden blev Simon Kjær sur over at blive spurgt til ‘vikarlandsholdet’, som var inviteret til landskamp i Parken.
»Hvis jeg skal stille op og bruge min tid og respektere dine spørgsmål, så er du også nødt til at gøre det den anden vej,« vrissede landsholdsanføreren, der i sin tid blev ansigtet på landsholdskonflikten, hvor vikarlandsholdet trådte til, da Danmark var tæt på et afbud til en kamp i Slovakiet.
Jeg forstår godt, at det er svært at modtage kritik med et stort Colgate-smil – især når man i halvandet år blev badet i folkets kærlighed. Men det bør ikke komme bag på landsholdet, at man får den debat og de spørgsmål, som spillet på banen berettiger til.