Peter Schmeichel har skabt røre i den danske fodbolddam.

For et kontroversielt forslag fra Det Internationale Fodboldforbund, FIFA, der har skabt postyr i fodboldverdenen, bakkes nu op af den danske målmandslegende.

Det er FIFAs forslag om at afholde VM hvert andet år og ikke bare hvert fjerde år, som den tidligere landsholdsstjerne torsdag talte varmt om på et FIFA-pressemøde i Qatar.

Her var han sammen med en række andre tidligere fodboldstjerner inviteret ned for at debattere og arbejde med FIFAs nye VM-forslag, og netop den forbindelse virker opsigtsvækkende, mener B.T.s sportskommentator, Søren Paaske.

Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

»Når ikke én eneste af legenderne kan finde ét eneste problem ved at afvikle VM hvert andet år – ja, så bliver det altså en smule latterligt,« siger han og tilføjer:

»Og det hjælper jo ikke ligefrem på deres troværdighed, at de alle sammen er håndplukkede af FIFA og inviteret til fin workshop i Qatar.«

Søren Paaske mener ligeledes, at den danske fodboldlegendes indblanding i FIFAs forslag endnu en gang sætter ham i et dårligt lys.

For tre år siden blev han nemlig udsat for massiv kritik, efter han blev vært på den russiske tv-kanal RT forud for VM-slutrunden i Rusland. Her lavede den danske målmand indslag fra de forskellige værtsbyer.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

»For Peter Schmeichel er det her endnu en ridse i lakken. Værst var det selvfølgelig i 2018, da han stillede sig op på russisk tv og lavede propaganda i forbindelse med VM. Der nåede vi et ultimativt lavpunkt. Men den her ukritiske reklame for FIFA gør heller ikke noget godt for Schmeichels omdømme,« siger Søren Paaske og tilføjer:

»Hans troværdighed begynder efterhånden at blive belastet, og man kan med rette tvivle på, om Schmeichel giver udtryk for sin egen holdning eller den mest belejlige holdning.«

Forslaget om at afholde VM hvert andet år efter VM i 2026, som støttes af FIFA-præsident Gianni Infantino, er udarbejdet af den tidligere Arsenal-manager Arsène Wenger.

Et forslag, som Peter Schmeichel altså hilser mere end velkommen.

Det er den tidligere Arsenal-manager Arséne Wenger, der står bag udarbejdelsen af forslaget.
Det er den tidligere Arsenal-manager Arséne Wenger, der står bag udarbejdelsen af forslaget. Foto: VALERIANO DI DOMENICO
Vis mere

»Jeg ville klart give det chancen. Vi var alle enige om, at det ville være en god idé,« lød det fra den 57-årige dansker på torsdagens pressemøde, inden han tilføjede:

»Hvis du er en succesfuld spiller og spiller med til det sidste i de turneringer, du er med i, så spiller du en masse kampe. Hvis du ikke får pauser og hvile, brænder du ud. Dette er meget vigtigt. Men jeg er meget positiv over for forslaget.«

FIFA ventes at gå videre med forslaget, som lige nu er på idéplan. I sidste ende skal ideen vedtages af forbundets 211 medlemslande.

UEFA har dog allerede meldt ud, at man er imod forslaget. Det samme er en sammenslutning af 58 nationale fangrupper.

Andre læser også