Et kontroversielt forslag har skabt stort påstyr i fodboldverdenen, men en dansk fodboldlegende er en meget varm fortaler for det markante forslag.

Det er FIFAs forslag om at afholde VM hvert andet år og ikke bare hvert fjerde år, som det har været tilfældet siden 1934, som har fået kritikere på krigsstien.

Blandt andet er UEFA og alle de store ligaer imod forslaget, men på et FIFA-pressemøde Doha har Peter Schmeichel givet sin fulde støtte til forslaget, som kan vende op og ned på fodboldkalenderen, som vi kender den.

»Jeg ville klart give det chancen,« siger den danske fodboldlegende i Doha i Qatar, hvor han sammen med en række andre tidligere fodboldstjerner er inviteret ned til for at debattere og arbejde med FIFAs nye VM-forslag.

Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

»Vi var alle enige om, at det ville være en god idé,« siger Schmeichel, som bliver bakket op af eksempelvis den brasilianske fodboldlegende Ronaldo og australske Tim Cahill, som også var inviteret til Doha af FIFA.

Forslaget om at afholde VM hvert andet år efter VM i 2026, som støttes af FIFA-præsident Gianni Infantino, er udarbejdet af den tidligere Arsenal-manager Arsène Wenger.

Wenger, som har titlen af udviklingsdirektør hos Det Internationale Fodboldforbund, mener, at landsholdskalenderen er utidssvarende.

Han forestiller sig, at der fremover højst skal være to landsholdspauser pr. sæson, i for eksempel oktober og marts, med en stor turnering, VM eller EM eksempelvis, i juni.

I dag er der fem landsholdsuger hen over en sæson. Til gengæld skal landsholdsperioderne vare en måned, hvis Wengers forslag gå igennem.

UEFA er imod forslaget fra FIFA. Det samme er en sammenslutning af 58 nationale fangrupper. Også organisationen European Leagues med repræsentanter fra alle Europas vigtigste og største ligaer, herunder Superligaen, er harme over FIFAs forslag.

De henviser til, at den internationale fodboldkalender allerede er fyldt op, mere end godt er, og at ændringer eller tilføjelser af store turneringer skal ske i enighed mellem alle de vigtigste parter på klub- og landsholdsniveau.

»Vi står fast på at være enige om at være imod forslag om at lave VM hvert andet år,« skriver European League.

Peter Schmeichel siger på pressemødet, at han er bevidst om, at flere store turneringer kan gå ud over spillerne, som bliver slidt ned, så det bør FIFA tage højde for.

»Hvis du er en succesfuld spiller og spiller med til det sidste i de turneringer, du er med i, så spiller du en masse kampe. Hvis du ikke får pauser og hvile, brænder du ud. Dette er meget vigtigt. Men jeg er meget positiv overfor forslaget,« siger den tidligere landsholdsmålmand.

FIFA ventes at gå videre med forslaget, som lige nu er på ideplan. I sidste ende skal ideen vedtages af forbundets 211 medlemslande.