Så giver Morten Bruun sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.

Der er i hvert fald en spansk målmand, der skal tage sig lidt sammen, næste gang han spiller om oprykning til Premier League.

Og så er der en vestjysk klub, som skal have et skulderklap for at hente det tunge skyts hjem i bestræbelserne på at rykke op i Superligaen.

Du får Bruuns barometer her:

David Rayas brøler mod Fulham

Ja, gu' er det da ubarmhjertigt at være ham, der laver en afgørende fejl i en kamp af så kolossal betydning som playoffkampen om at rykke op i Premier League. Den kamp, som bliver værdisat til mere end en milliard.

Men sådan er det jo at være målmand. Der var derfor ingen steder at gemme sig for Brentfords målmand David Raya, da et øjebliks uopmærksomhed gjorde Fulhams Joe Bryan i stand til at sende et frispark i nettet fra lang afstand.

Der er en tendens til, at vi altid skal have så ondt af målmanden i den slags situationer, og det kan jeg da godt følge. Men jeg har også ondt af Rayas holdkammerater, for en enorm målmandsfejl var det eneste, Thomas Frank og co. ikke havde brug for, da det var allermest vigtigt.

Opmuntring til Esbjerg

Hvis der er noget sted i fodboldens verden, de har brug for lidt opmuntring, så er det i Esbjerg. Men det fik den klub på vestkysten så sandelig også, da den hentede Jakob Ankersen på en treårig kontrakt.

Det er ikke for meget sagt, at Ankersen var blandt de allerbedste spillere i Superligaen i 2020, og med sine 29 år er han fortsat i sin bedste fodboldalder. Det er et stærkt signal at hente en spiller af den kaliber til Esbjerg.

At Ankersen ovenikøbet har sine rødder i Esbjerg, hvor han spillede ungdomsfodbold og havde fem gode seniorår, gør bare fortællingen endnu bedre. Jeg er overrasket over, at Jakob Ankersen har taget dette valg, men han må være overbevist om, at Esbjerg har et projekt, der kan bringe klubben tilbage i Superligaen.