Som person bekender jeg mig til absolutte værdier.

Som fodboldfagmand er det anderledes. Her kan jeg sagtens sætte mig ud over egne præferencer og hylde spillere, klubber og handlinger, jeg i princippet ikke bryder mig om. Derfor kunne jeg sådan set sagtens sætte mig ned og lave en analyse af, at det er godt gået af Kamil Wilczek at lave en aftale med FC København.

Han kommer til en stor klub, han kommer tilbage til et land og en liga, som han kender, og han er sikkert også steget i løn. Sådan ville jeg beskrive polakkens klubskifte til FCK, hvis jeg blev bedt om en analyse.

Men en af de ting, der karakteriserer en klumme, er, at her har skribenten mulighed for at komme med sin personlige holdning. Og hvis du spørger mig, som det menneske jeg er, om jeg synes, at det er i orden, at Brøndbys tidligere anfører Kamil Wilczek vælger lige netop FC København som sin nye klub, så må jeg svare nej. Det synes jeg ikke. Og hvis man synes, det er i orden, er det tæt på, at alting kan være lige meget.

Jeg synes heller ikke, at Michael Laudrup burde være skiftet fra FC Barcelona til Real Madrid. Min pointe er, at hvis en spiller eller en træner er blevet til selve symbolet på en klub, så har han indtaget en rolle, der umuliggør et skifte til den værste konkurrent.

Fordi en fodboldklub er andet og mere end en almindelig arbejdsplads. Derfor holder det heller ikke, når Kamil Wilczek selv siger, at han bare er en professionel fodboldspiller, som må vælge det bedste for sig selv og sin familie.

Når Kamil Wilczek for et halvt år siden udtalte »en gang Brøndby, altid Brøndby. Brøndby vil altid være i mit hjerte«, så fanger bordet. Jamen, er den slags ikke bare noget, folk altid siger, når de forlader en klub? Måske, men siger man så også bare ja i kirken? Hvis tingene alligevel ikke betyder noget, er det da bedre at holde sin mund.

Tilbage til Wilczeks position i Brøndby. Den fåmælte polske angriber var i Brøndby i fire år, og hans betydning for Brøndby blev større og større for hvert halvår, han var i klubben. For Wilczek var både manden, der red med på bølgen i den eventyrlige 2017/18 sæson, men han var også ham, der holdt niveauet, da hans holdkammerater ikke længere gjorde det.

I både 2018/19 og i særdeleshed i efteråret 2019 var det Wilczek og ingen andre, der holdt Brøndby inde i kampen. Og da Brøndby skulle have en ny anfører efter Johan Larsson, var valget indlysende. Det kunne ikke være andre end Kamil Wilczek.

Det er i det lys, hans skifte skal ses. Det skal ses i lyset af, at Kamil Wilczek var Brøndbys anfører, topscorer og talisman, ligesom det skal ses i lyset af den enorme rivalisering mellem Brøndby og FCK. I et dansk perspektiv kunne forræderiet ikke have været større. At Nicolai Poulsen skifter fra Randers til AGF og at Ronnie Schwartz skifter fra Silkeborg til FC Midtjylland er slet ikke samme skala.

Har Kamil Wilczek da nogensinde bedt om at blive en talisman på Vestegnen? Næ, ikke direkte, men han nød og dyrkede rollen som flokkens leder og sugede af fansenes hengivenhed. Kunne han havde gjort andet? Næ, og hvorfor skulle han?

Det må have været en overvældende følelse at blive genstand for så meget beundring. Men når en fodboldspiller er kommet op på det niveau, må han også forholde sig til sin status. Wilczek var et ikon i Brøndby, og forgudelse forpligter.

Men Kamil Wilczek skyldte vel ikke Brøndby noget, vil nogen indvende. Efter min mening? Jo! Han skyldte stadig Brøndby én ting: Ikke at skifte til FCK.

Hvis Brøndby IF og Brøndbys fans virkelig betød så meget for Kamil Wilczek, så burde et skifte til FC København have været utænkeligt. Han kunne godt være skiftet til OB eller AaB, ja, endda til FC Midtjylland. Det havde slet ikke været samme. Folk ville have undret sig, men ikke mere end det.

Wilczek kunne have valgt alle andre klubber i verden end FCK. Men det gjorde han bare ikke. Med sin beslutning har han ødelagt sit eftermæle i Brøndby og skuffet alle dem, for hvem han betød så meget.

Jeg mener ikke, at Kamil Wilczek burde have valgt FCK.