'Nej, det gør han ikke!'
Med mistro i stemmen lød den første reaktion cirka sådan fra en af journalistkollegaerne i presserummet, da Kamil Wilczek blev nævnt som mulig ny FC København-angriber i forbindelse med den klassiske hyggesnak kort efter københavnernes sejr over Istanbul Basaksehir onsdag aften. Her havde flere hørt om en kommende transferbombe, og nogle havde hørt meget mere end andre.
Det viste sig at være en bombe – og en stor en – som FCK-manager Ståle Solbakken nu har detoneret for øjnene af både sin egen klubs fans, men lige så meget ærkerivalernes. Det var næsten ikke til at tro.
Det meste af onsdagen rumsterede rygterne omkring Parken. At en ny spiller var på vej. En angriber. En overraskelse. En mærkelig transfer. En crazy transfer. Der blev sat mange ord på, og senere viste det sig, at flere havde set Kamil Wilczek rende rundt på gangene i Parken, hvilket fik rygtelavinen til at løsrive sig.
Alle ord var sande, hvis du spørger mig. Kamil Wilczeks skifte til FC København er både en overraskelse, mærkeligt og crazy.
Jeg forstår sådan set godt, at det er federe at spille med om mesterskabet og muligvis også i Europa i et fodboldland, hvor Wilczeks scoringsevner er så velkendte, at de i sig selv nok skal give ham masser af spilletid, end det er at være målløs i midten af den tyrkiske række.
Jeg forstår også godt, at Kamil Wilczek jo er polak, ikke er vokset op på Sydsiden i Brøndby og sætter sig i det første fly til Wodzisław Śląski, når fodboldkarrieren er ovre – til et liv som nærmest ukendt i sit hjemland. Til stor forskel fra hans status i Danmark.
Jeg forstår bare ikke helt, at han er villig til at sætte netop hele den status over styr for højst tre år som midlertidig løsning, indtil Ståle Solbakkens unge angrebsesser er helt klar til at folde sig ud på mere jævnlig basis. Eller til FCK-manageren har fundet sin næste bomber.
For mens Kamil Wilczek i Brøndby var kongen i omklædningsrummet, stjernen hos fansene og bossen på banen, bliver han i FC København ingen af delene, men nok bare en overgangsfigur, til den næste er klar, eller den helt rigtige er mulig at få. Og Wilczek skal godt nok blæse toupéerne af Superliga-målmændene i de kommende tre år, hvis han ikke skal stå tilbage til den tid som forræder i Brøndby og et sjovt skuldertræk i FC København.
Er det værd at brænde sin egen legendestatus ned til grunden for et mesterskab eller to?
Uanset hvor langt der er mellem FC København og Brøndby sportsligt eller økonomisk, kan man aldrig fjerne den dybe rivalisering, som de to fangrupper har skabt og siden bevaret.
Reaktionerne er mange på de sociale medier, men de fleste af dem fra blå-gule afsendere bunder i skuffelse. Forståeligt nok.
Kamil Wilczek var fire år i Brøndby og blev undervejs den mest scorende spiller i klubben. Det var her, han blev bygget op til at være en angriber god nok til, at FC København overhovedet ville overveje at hente ham ind som 32-årig.
Det var her, han fik kærlighed fra tusindvis af fans, og betalte tilbage så sent som for tre måneder siden, da han købte fem Brøndby-støttetrøjer med 'Aldrig alene' på brystet. Han har aldrig været mere alene end nu.
For Brøndby-fans har lagt Kamil Wilczek for had, og mens FC København-fans hygger sig med håneretten og glæden ved at se smerten i rivalernes ansigter, fornemmer jeg ikke en decideret kærlighedstsunami komme væltende over manden, som de samme fans ikke har kunnet fordrage i fire år.
Når den første glæde har lagt sig, vil det også gå op for FC Københavns fans, at selv om Ståle Solbakken siger, at Kamil Wilczek ikke er en direkte afløser for Dame N'Doye, så gik der en FC København-legende ud ad døren for en uge siden, mens en Brøndby-legende trådte ind i dag.
Peter Møller er eksemplet på, at fansenes hengivenhed kan vindes. Han hed i sin FCK-tid stort set udelukkende '32' og var for mange fans unævnelig på grund af sin fortid i Brøndby, men han scorede og charmerede sig ud af de problemer og forvandlede øgenavnet til et kælenavn.
Jeg tvivler på, at Kamil Wilczek kommer til at lykkes med samme manøvre.
Og hvad Kamil Wilczek kommer til at blive kaldt i sin første tid i FC København, aner jeg ikke. Men jeg ved, hvad de kalder ham på Vestegnen.
