Joakim Mæhle kan godt begynde at øve sig på at banke en solid paella sammen.

Der er nemlig bud efter den hotte danske back fra det varmeste hjørne af Spanien.

Det er storklubben Sevilla FC, som har et godt øje til den 22-årige dansker, som til daglig er en stor profil hos de belgiske mestre Genk. Det bekræfter flere kilder tæt på klubben over for B.T.

Joakim Mæhle, som af mange betragtes som en af de mest spændende unge danske fodboldspillere, er nemlig på ønskelisten hos Sevilla FC's magtfulde og anerkendte sportsdirektør, Monchi. Hør mere i denne uges udgave af podcasten Transfervinduet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger fik Monchi øjnene op for Mæhle under EM for U21-landshold i 2019, hvor nordjyden viste storspil. Også Sevilla FC-træner Julen Lopetegui er imponeret over den teknisk begavede dansker.

Allerede i sommer var Mæhle et transferemne for Sevilla FC, men klubben valgte dengang at prioritere anderledes. Men interessen lever fortsat.

Den spanske storklub kommer dog til at skulle spille med de økonomiske muskler, hvis den ender med at gå efter Mæhle i det kommende transfervindue som en erstatning eller backup for aldrende Jesus Navas.

Således er Mæhle et hot navn i europæisk fodbold. For et år siden bød Southampton eksempelvis 80 millioner kroner for Mæhle, men Genk ville ikke sælge dengang, da klubben stod foran et vigtigt forår.

Foto: STEPHANIE LECOCQ
Vis mere

På rygtebørsen spøger Southampton og andre Premier League-klubber fortsat, derudover kan man i den store belgiske avis Het Laatste Nieuws læse, at Atalanta har udset Joakim Mæhle som et transferemne.

Glipper det med Mæhle, som også nævnes i spanske medier, som følger Sevilla FC tæt, herunder El Desmarque Sevilla og Estadio Deporte, så meldes det, at spanierne også har italienske Alessandro Florenzi på kornet som en mulig højre back-forstærkning.

Og så er der selvfølgelig også hele den altoverskyggende corona-krise, der er en kæmpe ubekendt faktor i forhold til de europæiske klubbers ageren i det kommende transfervinduet.

Joakim Mæhle kom til Genk fra AaB i 2017. I sidste sæson var han en stor profil som en meget offensiv højreback, da klubben vandt det belgiske mesterskab.