Selvom coronakrisen har trukket håndbremsen for Superligaen, fortsætter Brøndby jagten på forstærkninger. En jagt, der forleden tog dem forbi den bedste slovakiske liga.

Det kan B.T. Sports fodboldpodcast Transfervinduet nu fortælle.

Vestegnsklubben har nemlig kigget på MSK Zilinas talentfulde U21-landsholdsspiller Jan Bernat. Det fortæller podcastens slovakiske pressekilde, der har været i kontakt med Jan Bernats agent.

Spekulationerne om, at Zilina skulle have så store økonomiske kvaler, at den solvakiske klub var gået konkurs, var også nået Brøndby, som har spurgt Bernats agent ind til den 19-årige spillers situation - og om hans kontrakt med Zilina var ophævet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men rygterne om en mulig Zilina-konkurs var overdrevne, selvom klubben er blevet tvunget til at fyre 15 spillere for at lette det økonomiske pres.

Jan Bernat er dog ikke én af disse 15 - han er tværtimod en spiller, som klubben satser stort på.

Og Brøndby trak derefter følehornene til sig - og interessen nåede ikke længere end til forespørgslen hos agenten.

Fra Slovakiet lyder det, at Jan Bernat er én af sin årgangs største talenter. En teknisk stærkt begavet kreativ midtbanespiller, der også scorer en del mål.

Han har som 19-årig allerede opnået tre kampe for det slovakiske U21-landshold, hvor det er blevet til en enkelt scoring.

Transfervinduet er B.T. Sports ugentligt fodboldpodcast, hvor panelet dykker ned i rygter og transferudviklinger.

Og så bliver lytternes egne transferrygter behandlet i #andellerej-segmentet.

Lyt til den seneste episode i boksen herunder.