2022-udgaven af det meget populære computerspil FIFA er snart på gaden.

I den forbindelse er de forskellige spilleres kort blevet offentliggjort. Det er her, du kan se, hvor gode folkene bag spillet har vurderet, at de er.

Danske Martin Braithwaite er vurderet til 77 ud af 100, mens hans hurtighed er vurderet til 80 ud af 100. Og angriberen er bestemt ikke tilfreds med det sidste.

Det gør landsholdsspilleren meget klart i et opslag på det sociale medie Twitter lørdag.

'Jeg har et spørgsmål, FIFA … Er min rangering taget ud fra min nuværende form efter operationen? Jeg sprinter 80 med krykker,' lyder det helt præcis fra Martin Braithwaite.

Opslaget fra danskeren er blevet kommenteret mere end 400 gange, mens det ligeledes er blevet delt omkring 1.100 gange.

Og Martin Braithwaite er langtfra den første, som ikke er tilfreds med sit FIFA-kort, da det samme har været tilfældet for utallige andre spillere i løbet af de seneste år, når den nyeste udgave har været på vej på gaden.

Spillerne rundtomkring i verden bliver ud over hurtighed vurderet på blandt andet sparketeknik, fysik, psyke og offensive og defensive kvaliteter.

Martin Braithwaite
Martin Braithwaite Foto: Alejandro Garcia
Vis mere

Blandt de mange fodboldfans, der har kommenteret FC Barcelona-spillerens opslag, har en del eksempelvis skrevet, at Martin Braithwaite burde have over 90 i hurtighed og tage til Manchester United.

Om det er skrevet i en seriøs eller ironisk tone, må du selv vurdere. Du kan se Martin Braithwaites Twitter-opslag herunder: