Jon Dahl Tomasson stopper som cheftræner i Malmö FF efter at have vundet to mesterskaber med klubben.
Det har den svenske storklub torsdag eftermiddag meddelt på sin hjemmeside.
Her fremgår det også, at det er Jon Dahl Tomassons egen beslutning at forlade Malmö.
»Jon har meddelt, at han ønsker at forlade MFF, og efter flere snakke er vi blevet enige om at skilles. Det er selvfølgelig trist. Det har virkelig været en succeshistorie, og vi har hele tiden haft et godt samarbejde,« siger Daniel Andersson, der er sportschef i Malmö FF.
Jon Dahl Tomasson siger selv, at det har været en vanskelig beslutning, men han føler, at tiden er den rigtige til at sige stop.
»Det var en svær beslutning at sige farvel, men samtidig en god følelse, for jeg føler, at jeg slutter på toppen med Malmö FF.«
»Jeg er ydmyg, taknemmelig og stolt over at have været træner i en af de største klubber i Skandinavien. Og stolt over, at vi i løbet af de her to år har skrevet nye, smukke kapitler ind i klubbens historiebøger.«
»En hjertelig tak til alle jer i og omkring klubben for to uforglemmelige år,« siger den tidligere danske landsholdsstjerne.
Jon Dahl kom til Malmö FF i januar 2020, og han har ført klubben til tops i begge sine sæsoner som cheftræner.
Derudover formåede han i efteråret at kvalificere holdet til gruppespillet i Champions League.
Lige nu er det altså uvist, hvad fremtiden byder på for Jon Dahl Tomasson, men han er blevet sat i forbindelse med et skifte til blandt andet hollandske Herenveen.

