Bernio Verhagens efterhånden verdenskendte fupshow som professionel fodboldspiller har sendt ham i fængsel foreløbig indtil i dag – 16. december.

Men fupnummeret, der har givet ham kontrakt hos fire forskellige professionelle klubber, har haft konsekvenser for andre end Verhagen selv. Det var nemlig den hollandske agent Mo Sinouhs navn, der blev misbrugt til at skaffe kontrakter.

»Hvordan har jeg haft det i de seneste uger? Det har føltes, som om jeg har spillet hovedrollen i en film. Det er ligesom 'The Truman Show', hvor han ikke ved, at han er med i en film,« siger Mo Sinouh til B.T. og fortsætter.

»Jeg er en meget travl mand, og jeg har forsøgt at passe mit arbejde, men det her har også fyldt noget i mit hoved. Jeg spørger mig selv, hvor meget mere skade denne her fyr har gjort. Det er godt, at alle har opdaget det nu.«

Til venstre den rigtige Mo Sinouhs Instagram-billede og til højre den falske Mo Sinouhs Whatsapp-profil.
Til venstre den rigtige Mo Sinouhs Instagram-billede og til højre den falske Mo Sinouhs Whatsapp-profil.
Vis mere

Mo Sinouh blev første gang gjort opmærksom på Verhagens fupnumre i sommer, da den falske fodboldspiller skiftede fra Dinamo-Auto Tiraspol til sydafrikanske Cape Town City.

Men det var først, da Bernio Verhagen kom til Viborg, at Sinouh med B.T.s afsløringer fandt ud af, hvor galt det stod til. Nu har han så taget kontakt til politiet for at sikre sig, at Verhagen bliver tiltalt.

»Jeg ringede til det danske politi for at anmelde Verhagen, men politimanden sagde, at det ikke var nødvendigt, at jeg kom til Danmark, fordi Viborg allerede har anmeldt ham, og jeg er inkluderet i den anmeldelse. Hvis de har brug for min version, kan de ringe til mig.«

»Jeg personligt, mit firma og mine kollegaer har intet med det her at gøre. Vi står til rådighed, og hvis de har brug for os, kommer vi for at vidne,« siger Mo Sinouh.

Arkivfoto. Bernio Verhagen i Viborg FF.
Arkivfoto. Bernio Verhagen i Viborg FF. Foto: Viborg FF's hjemmeside
Vis mere

I dag mandag skal Bernio Verhagen igen i grundlovsforhør, hvor politiet med deres beviser vil argumentere for, at Verhagen bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger. Imens vil Mo Sinouh følge med på afstand.

Han håber på en dom, så han ikke længere skal frygte at få sit navn misbrugt.

»Hvis han er lykkedes med det i tre-fire klubber, hvor mange klubber har han så forsøgt sig hos? Det er sådan nogle ting, jeg tænker på,« siger Mo Sinouh.

Du kan følge dagens grundlovsmøde med Bernio Verhagen live her på B.T.