Politiet har begrundet mistanke om, at Bernio Verhagen har begået bedrageri og sigter derfor hollænderen.

Midt- og Vestjyllands Politi skal i de kommende uger undersøge, om den påståede fodboldspiller Bernio Verhagen er skyldig i bedrageri.

Efterforskningsleder Christian Toftemark bekræfter over for B.T., at Verhagen bliver sigtet for bedrageri. Det er tidligere kommet frem, at Verhagen er blevet anmeldt for bedrageri, men den formelle sigtelse er først blevet rejst nu.

På baggrund af den forestående efterforskning skal politiet vurdere, om der er belæg for at køre en bedragerisag mod hollænderen.

Det er 1.-divisionsklubben Viborg FF, der har meldt Verhagen til politiet, fordi klubben indgik en kontrakt med Verhagen på baggrund af falske oplysninger.

Viborg lavede en aftale med 25-årige Verhagen uden at have set ham i aktion, men på baggrund af anbefalinger fra et agentnetværk, som Viborg gerne ville have et godt forhold til. Det viste sig at være en falsk agent, som stod for kontakten med Viborg.

Fodboldklubben blev også præsenteret for et dokument, hvori en kinesisk klub forpligtede sig til at købe Verhagen på den anden side af nytår, og Viborg stod til at score en milliongevinst på at have hollænderen løbende rundt i et par måneder.

Aktuelt er han varetægtsfængslet i en anden sag, fordi der ifølge Retten i Viborg er begrundet mistanke for, at Verhagen er skyldig i røveri, vold og trusler. Han blev anholdt tirsdag i sidste uge efter tumult i en kiosk i Viborg.

/ritzau/