Det er ingen hemmelighed, at Preben Elkjær har et helt særligt forhold til Italien.
Derfor var det også en berørt ekspert, der i tirsdagens Champions League-studie hyldede folket i sit andet hjemland, som lige nu er hårdt ramt af coronavirussen.
»Det er meget alvorligt. De er virkelig rystede, men jeg synes, italienerne har reageret helt fantastisk. Jeg følger jo meget med dernede, og jeg er virkelig imponeret over, hvordan befolkningen har taget det til sig og lever med de meget strikse regler, der er blevet udstedt,« siger han.
Se Preben Elkjær hylde det italienske folk i videoen øverst i artiklen.
I studiet italesatte de hurtigt Italiens problemer med corona, fordi sygdommen har haft store konsekvenser for Italiens folk.
I alt har 631 mennesker mistet livet i landet, mens hele 10.149 personer er smittet.
Sygdommen har også haft sportslige konsekvenser over det meste af Europa og især Italien.
Her er den bedste fodboldrække, Serie A, suspenderet indtil 3. april.
Det er samtidig blot den dato, der er fastlagt lige nu, men som kan blive rykket, som Preben Elkjær selv pointerer det.
Den tidligere danske landsholdsspiller tilbragte den bedste del af sin fodboldkarriere i Serie A og har siden da fastholdt sit tætte forhold til Italien og italiensk fodbold, hvor han også har et hus.
Preben Elkjær spillede fra 1984 til 1988 for Verona, hvor han var på toppen af sin karriere og selv den dag i dag bliver hyldet i byen for sin tid i klubben.
Du kan følge aftenens Champions League-kamp lige HER.