Coronavirussen har allerede fået Italien til at suspendere alle kampe i Serie A.

Nu vil de spanske spillere på vegne af spillerforeningen (AFE) have alle kampe i den bedste række, La Liga, udskudt.

Det meddeler foreningen i en pressemeddelelse.

Dermed kan danske Martin Braithwaite, Daniel Wass og Pione Sisto, der alle spiller i Spanien, muligvis se frem til ikke at skulle spille kampe de næste uger.

Martin Braithwaite og Lionel Messi kan se frem til en længere pause, hvis den spanske spillerforening får deres ønske opfyldt.
Martin Braithwaite og Lionel Messi kan se frem til en længere pause, hvis den spanske spillerforening får deres ønske opfyldt. ALEJANDRO GARCIA

Udmeldingen kommer på samme dag, som det i Spanien blev besluttet, at alle kampe i Spanien skal spilles uden tilskuere i de næste to uger.

Men nu vil spillerforeningen AFE altså have Real Madrid, Barcelonas og alle de andre klubbers kampe i La Liga udskudt, så spillerne ikke risikerer at blive smittet med coronavirus.

Senere tirsdag aften har La Liga meddelt, at de ikke kommer til at udsætte kampene, medmindre myndighederne pålægger dem at gøre det.

Det var netop den italienske spillerforening, der i første omgang ville have kampe udskudt, inden det senere kom frem at både landets sports- og udenrigsminister også så, at alle sportsbegivenheder i landet blev suspenderet.

Mandag aften kunne Italiens premierminister, Giuseppe Conte, så bekræfte, at regeringen vil underskrive et dekret, der betød, at alle sportsbegivenheder i landet ville blive aflyst frem til 3. april.

Det skete med begrundelsen om ikke at sprede coronavirussen yderligere.

Allerede nu har FC Barcelona meldt ud, at returkampen i ottendedelsfinalen, hvor de får besøg af Napoli 18. marts, vil blive spillet uden tilskuere.

Det samme er kampen tirsdag aften mellem Valencia og Atalanta samt onsdagens opgør mellem Paris Saint-Germain og Borussia Dortmund.

I Spanien er 35 mennesker døde af coronavirus, mens 1504 personer lige nu er smittet med sygdommen.