Udskyd EM-slutrunden i fodbold med et år.

Det forslag har flere nationale fodboldforbund ifølge det italienske medie Tuttosport sendt til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der lige nu overvejer muligheden i lyset af coronavirussen, der allerede har aflyst adskillige sportsbegivenheder.

Og ifølge mediet bliver der lagt pres på Uefa, fordi sommerens slutrunde betyder, at de nationale ligaer ikke vil få mulighed for at blive spillet færdig, hvis den - som i Serie A - vil blive suspenderet i flere uger.

Sommerens EM-slutrunde er planlagt til at blive afholdt fra 12. juni til 12. juli i 12 forskellige lande rundt omkring i Europa - herunder Danmark, hvor et hav af danskere har købt billet til at se det danske landsholds tre gruppekampe på hjemmebanen i Parken.

Coronavirussen har allerede fået konsekvenser for playoffkampe til netop EM. Opgøret mellem Slovakiet og Irland skal nemlig afholdes for lukkede døre.

Den beslutning er blevet taget i samarbejde med de nationale myndigheder i Slovakiet samt Uefa selv.

Tirsdag er det ligeledes blevet besluttet, at venskabskampen mellem Tyskland og Italien 31. marts skal spilles uden tilskuere.

I starten af marts blev Uefas præsident, Gianni Infantino, spurgt til risikoen for, at slutrunden vil blive aflyst:

Der bliver muligivis ikke meget at juble af til sommer for det danske fodboldlandshold, hvis det ender med, at EM bliver udskudt til næste år.
Der bliver muligivis ikke meget at juble af til sommer for det danske fodboldlandshold, hvis det ender med, at EM bliver udskudt til næste år. GEORGIOS KEFALAS

»Vi kan ikke udelukke noget, men vi må ikke gå i panik. Personligt er jeg ikke bekymret, men vi må seriøst overveje situationen uden at overreagere. Vi håber ikke, det bevæger sig hen mod en aflysning af begivenheder på et globalt niveau,« sagde han til Sky Sports 2. marts.

Den bedste italienske fodboldrække, Serie A, er blevet suspenderet frem til 3. april, hvilket også har bragt spekulationer om, at denne sæson i ligaen skal aflyses helt set i lyset af, hvor slemt det står til med coronavirus i landet.

Der er lige nu fire måneder til, at åbningskampen til EM skal spilles i netop Rom.

Danmark er planlagt til at skulle sine kampe i gruppespillet 13., 18. og 22. juni. Her møder de henholdsvis Finland, Belgien og Rusland.

Dansk Boldspil-Union har endnu ikke udtalt sig.