Nicklas Bendtner og svigerfamilien nyder lige nu godt af, at der er en lille pause i fodboldverdenen.

Sammen med kæreste Philine Roepstorff og hendes familie, er den danske angriber lige nu ude at rejse.

Sammen med Roepstorff-familien har Nicklas Bendtner blandt andet været i Monaco og Italien, mens de lige nu tilsyneladende befinder sig ved Cap Ferret.

Det viser et billede, Nicklas Bendtner selv har delt på sin Instagram-profil med ordene 'Hun har altid min ryg'. Her står han sammen med kæresten ude på vandet. Billedet kan ses i bunden af artiklen.

Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff er lige nu på ferie.
Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff er lige nu på ferie.
Vis mere

Parret har desuden brugt meget af tiden på en båd, som de har delt mange glimt af på deres Instagram-stories i løbet af ugen.

Og det er langt fra den eneste gang, Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff har været flittige med at dele feriebilleder på de sociale medier. Det samme skete i starten af april, hvor parret havde været i Mexico.

Her delte Philine Roepstorff selv et billede på Instagram med ordene: 'Rescued by my aquaman' ('reddet af min vandmand' - og ordspil på superhelten 'Aquaman', red.).

Her stod hun topløs i vandet, mens fodboldspilleren havde godt fat i hendes ene håndled i de mexicanske bølger.

På denne ferie har parret, der har været sammen i et lille års tid, dog holdt sig til Europa, men der går dog ikke længe, før Bendtner atter skal tilbage til Norge og Rosenborg, der har kamp igen den 15. juni.

Det betyder dog ikke, at danskeren kommer i spil, for det har været yderst sparsomt med spilletid til Nicklas Bendtner denne sæson.

Den 23. maj meddelte Rosenborgs sportschef, Stig Inge Bjørnebye, at Nicklas Bendtner er færdig i den norske klub til sommer.

»I alle transfervinduer har der været stor interesse for Nicklas. Han kunne være gået i det første vindue i 2018, men han ønskede at blive. Det samme gjorde vi. Men han går til sommer som en del af det, der var projektet og intentionen. Det står vi ved som klub,« sagde Stig Inge Bjørnebye.