Parkens grønsvær er dækket af guldkonfetti. 'We Are the Champions' gjalder ud over nationalarenaen, og FCK-spillerne jagter grinende hinanden bevæbnet med femliters ølflasker.

Det er i maj 2019 – FCK er lige blevet danske mestre for 13. gang. Og klublegenden William Kvist, der netop har spillet karrierens sidste kamp, står sammen med succesmanager Ståle Solbakken hos TV3-vært Camilla Martin.

Når guldfejringen er ovre, skal William Kvist begynde en ny tilværelse som bestyrelsesmedlem i Parken Sport & Entertainment.

»Han bliver faktisk min chef nu. Han har mulighed for mange hævnaktioner, haha,« joker en feststemt Ståle Solbakken i interviewet.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Hævnkommentaren ryger ud af Ståle med et smil. Men var der mon en vis portion alvor i ordene? Hvorfor nævner Ståle det midt i en festlig stund? Er det, fordi han godt ved, at der er i de seneste år er kommet alvorlige ridser i forholdet til Kvist? Et forhold, der tidligere var så stærkt, at de med jævne mellemrum tog ud og spiste middag sammen – har Solbakken fortalt.

Vi pauser interviewet her – og spoler tiden frem til midten af oktober 2020. Ståle Solbakken er netop blevet fyret i FC København, og William Kvist står med en kaffekop, da en tv-reporter spørger ind til baggrunden for fyringen.

»Har du ikke set kampe i 2020 eller hva',« spørger William Kvist kækt tilbage med et smørret smil, der ikke ligefrem udstrålede dårlig samvittighed.

Og så spoler vi tiden helt frem til søndag aften.

Lidt mere end en måned efter chok-fyringen sidder Ståle Solbakken med ansigtet lagt i alvorlige folder og med overfladespænding på øjnene. Nu taler han endelig ud – til TV3.

På spekulationerne om, hvorvidt det var William Kvist, der førte dolken ind i nordmandens ryg, svarer Solbakken kryptisk.

»Det tvivler jeg på. Jeg tror, at den... Altså, jeg vil ikke sige mere om det. Jeg synes, det er synd for William. Jeg synes ikke, at han skal stå der og være ukomfortabel.«

»Altså, han er kastet ud på dybt vand her. Alt for dybt vand. Men ... jeg kunne sige meget om dette, men det vælger jeg at afstå fra.«

Man behøver ikke være uddannet parterapeut for at lure, at forholdet mellem Kvist og Solbakken ikke er på julekort-stadiet.

William Kvist har ikke været speciel meddelsom omkring sin rolle i fyringen af ekschefen, og hvad der præcist er foregået i bestyrelseslokalet, er stadig uvist. Men B.T.s kilder tæt på FCK fortæller, at Kvist bestemt ikke talte Ståles sag i perioden op til fyringen.

Den tidligere anfører skulle langtfra have været imponeret over Ståle – især nordmandens ageren på transfermarkedet var Kvist kritisk over for. Og han mente generelt, at Ståle var sluppet for nådigt i pressen trods en længere periode uden tilfredsstillende resultater.

Om Ståle fik ret i sin hævnjoke, det ved vel kun William Kvist. Men nu et kig tilbage på et forhold med op- og nedture, og vi fokuserer især på flere centrale magtkampe i sangen om trænerlegenden og indehaveren af klubkamprekorden.

Foto: Scanpix
Vis mere

For det startede med en konlifkt i pressen.

Da Ståle Solbakken i sommeren 2006 første gang overtog trænertøjlerne hos Byens Hold, havde stortalentet Kvist allerede i et års tid udfordret nøglespillere som Atiba Hutcinson, Tobias Linderoth, Hjalte Bo Nørregaard og Michael Silberbauer om spilletid på den centrale midtbane. Og flere gange fået den svenske træner Hans Backes tillid.

Men Solbakken så ikke Kvist som midtbanespiller. Han rykkede i stedet for fanfavoritten ned på højrebacken, der var blevet ledig efter Lars Jacobsens skifte til tysk fodbold.

Den beslutning var Kvist overhovedet ikke tilfreds med. Selv om han efterfølgende også blev udtaget til landsholdet som højreback, var han meget frustreret over Solbakkens beslutning.

Og så gjorde han, hvad de færreste unge spillere ville turde: Han gav klart udtryk for sin frustration i pressen.

»Hvis jeg skal være glad, skal jeg gøre det, jeg brænder for, og det er altså at spille på midtbanen.«

»Jeg kan da godt forstå, hvis der er nogle, der synes, det er lidt komisk eller absurd, at jeg efter at have fået mit gennembrud i FCK og på landsholdet som højre back vender det hele ryggen for at forfølge min drøm om at blive en god midtbanespiller.«

»Men sådan er det bare,« lød det kontant fra Kvist i november 2007.

Ståle Solbakken svarede skarpt tilbage et par dage senere:

»Jeg har sagt til ham, at hvis han vil være mangemillionær og Danmarks bedste højre back, så bliver han der, men hvis han blot vil være en blandt mange, der skal kæmpe om en plads på midten, så må han jo vælge det.«

»Jeg kan ikke bekymre mig om, at han hellere vil spille central midtbane,« udtalte Solbakken.

Med tiden får William Kvist dog overbevist sin træner om, at han godt kan løfte midtbaneopgaven – og Ståle Solbakken køber tjekkiske Zdenek Pospech til højrebacken.

Med Kvist på midtbanen får FCK stor succes, og i de efterfølgende fire sæsoner spiller han 128 ud af FCK's 132 kampe på favoritpositionen.

Og han er som anfører et omdrejningspunkt på FCK-holdet, der i 2010 sensationelt spiller sig videre fra Champions League-gruppespillet.

Og sommeren efter bliver Kvist solgt til Bundesliga-klubben VFB Stuttgart.

Men efter fire ikke særligt succesfulde år i udlandet står William Kvist uden klub og spørger, om han må træne med i FC København.

Foto: MIGUEL VIDAL
Vis mere

Det må han godt, siger Ståle Solbakken – på den betingelse, at den nu 30-årige Kvist underskriver en kontrakt med hjerteklubben.

Det er egentlig ikke i Kvists planer at vende hjem allerede, men hvis FCK er villig til at give ham en lang aftale på fem år, så er han klar. Ellers kan klubben glemme det.

Det ender Ståle med at acceptere, selv om han godt ved, at det bliver et problem for ham på sigt. Som nordmanden fire år senere siger efter en sejr over OB uden Kvists deltagelse:

»Jeg sagde, at der ville blive trouble, for det var et år for meget, og det er ikke kønt. Det sagde jeg, og den her situation var dømt til at komme.«

»Men han nægtede at skrive under, hvis ikke han fik fem år.«

10 dage efter at Ståle lagde en fem år lang kontrakt på bordet, accepterede Kvist comebacket til FC København. Hvorfor der skulle gå så lang tid, beskriver han i sin bog 'Jagten på frihed'.

»Min bekymring gik på, om jeg ville kunne affinde mig med at komme tilbage til FCK og skulle motivere mig selv til at spille der resten af mine fodboldår.«

»Om jeg ville være okay med at få Ståle som træner igen, nu hvor han også var tilbage i FCK efter en mindre succesfuld tur til udlandet.«

Foto: Claus Bech
Vis mere

Kvists anden periode i FC København starter fint. Makkerskabet med den nye brølende løve Thomas Delaney fungerer fremragende med Kvist i en mentorrolle. Og i de første to sæsoner er Kvist mere eller mindre fast mand i Ståle Solbakkens startopstiling.

Men i midten af den tredje sæson begynder det at knibe for Kvist. Alderen er ved at indhente ham, vurderer Solbakken i hvert fald. Da Ståle for første gang – i slutningen af 2017 – beslutter at sende Kvist ud på bænken, siger han:

»William er klog og kan se, der er stor konkurrence på den plads, han er 33 og kan ikke spille tre kampe på otte dage, så jeg tog ham til side og sagde: I morgen starter Jan Gregus inde. Så sagde han: Sammen med mig? Og jeg svarede. Nej!«

Turene på bænken kommer hyppigere og hyppigere, som sæsonen skrider frem – og i de sidste ni Superliga-kampe starter William Kvist kun på banen én gang.

Pressemøde med FCK-træner Ståle Solbakken og fodboldspiller William Kvist forud for kampen mod Lokomotiv Moskva onsdag 13. september 2017. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017)
Pressemøde med FCK-træner Ståle Solbakken og fodboldspiller William Kvist forud for kampen mod Lokomotiv Moskva onsdag 13. september 2017. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017) Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Timingen er særdeles kritisk for Kvist, som er fast mand på det danske landshold, der i sommeren 2018 skal spille VM i Rusland.

Og skepsissen begynder selvfølgelig at sprede sig hos fans og medier. Hvor holdbart er det at have en Superliga-bænkevarmer på sit VM-landshold?

William Kvist er ifølge B.T.s kilder i denne periode møgforbandet på Ståle. Kilderne nævner blandt andet en episode, der fandt sted på FCK's træningsanlæg, '10'eren'.

Her er Kvist til møde på Solbakkens kontor, og det udvikler sig hurtigt til så højlydt et skænderi, at folk, der ikke er i lokalet, sagtens kan høre med.

På et tidspunkt stormer William Kvist ud af kontoret og smækker døren i med et sådant brag, at det får hele bygningen til at runge. For kort efter at vende tilbage til lokalet og fortsætte skænderiet.

Men Kvist holder sig i skindet, når pressen spørger ind til bænkepladsen.

»Det er sådan set ligegyldigt, om jeg forstår det. Jeg kan have min egen mening omkring det.«

»Fordelen for mig vil være, at jeg ikke har lige så tunge ben som eksempelvis Christian Eriksen efter en lang sæson,« lyder forsvaret fra Kvist.

Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Der er ingen medlidenhed at hente hos Ståle Solbakken.

»Altså, William bliver jo ikke yngre og får hårdere og hårdere konkurrence, så for William handler det om at tage de minutter og de kampe, han får, og at vise, at han fortsat hænger med,« siger Ståle to måneder før Danmarks første VM-kamp mod Peru.

Åge Hareide holder dog fast i sin tillid til William Kvist, som starter på banen mod Peru. Efter 35 minutter ryger han dog uheldigt ind i en nærkamp og ender med at brække to ribben og punktere en lunge. Og det var så det VM.

Selv om William Kvist som nævnt skrev under på en femårig kontrakt med FC København, ender fjerde sæson med at blive hans sidste.

Spilletiden er nu skrumpet ind til et minimum. I sin sidste sæson er han involveret i 16 Superliga-kampe – i kun to af dem er han med fra start. Resten af optrædenderne er i en rolle som – oftest – sen indskifter.

Det er ikke holdbart – især ikke for Ståle Solbakken, som i sin rolle som manager selvfølgelig ærgrer sig over de lønkroner, som han i et år endnu skal bruge på en spiller, som ikke længere indgår i nordmandens planer.

Så Solbakken får – i løbet af sæsonen – en idé. Han begynder at drøfte med FCK's bestyrelsesformand, Bo Rygaard, muligheden for, at Kvist efter sæsonen kan afløse legendariske Niels-Christian Holmstrøm i FCK's bestyrelse.

Det kan Bo Rygaard godt se fornuften i. Så skal idéen bare sælges til William Kvist. Hvordan det foregår, ved kun de involverede parter.

Men skal man tolke på Ståles efterfølgende kommentar, har Kvist sandsynligvis ikke været enig i, at karrierestoppet skulle finde sted et år tidligere end planlagt.

»Det allerhårdeste som træner er, når man skal sige til en, som man har arbejdet sammen med rigtig længe, at 'tiden er ved at være gået'.«

»Den tid kom jo et år for tidligt for William, men det bliver vi nok ikke helt enige om,« fortæller Solbakken i det tidligere nævnte interview med Camilla Martin.

Og heri erkender William Kvist også, at forholdet til det norske FCK-ikon til tider har knirket.

»Sådan er det med en chef, man har haft i ni år. Du har også en chef, ikk? Jeg ved, at du også har forbandet ham nogle gange. Sådan er det med personligheder.«

B.T. har været i kontakt med Ståle Solbakken, der ikke ønsker at kommentere artiklen. William Kvist er ikke vendt tilbage på henvendelsen.