Det kører for Martin Braithwaite.

Mange trak på smilebåndet, da den 29-årige dansker skiftede til FC Barcelona i februar-måned. Men i dag er sandheden en helt anden.

Angriberen har haft en fantastisk uge, hvor han blev dobbelt målscorer mod Dynamo Kiev i ugens Champions League-runde, inden han igen kom på måltavlen søndag. Denne gang var det mod Osasuna i La Liga.

En af landet største sportsaviser, Sport, kalder Braithwaite for »Koemans nye soldat.«

Martin Braithwaite scorede til 1-0 mod Osasuna.
Martin Braithwaite scorede til 1-0 mod Osasuna. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

»Danskeren er ikke noget teknisk vidunder, men han er et vidunder i at kæmpe, engagementet og fighten,« skriver avisen blandt andet.

Braithwaite var både en del af startopstillingen mod Kiev og Osasuna, og det var første gang i sæsonen, at han har spillet mere end 13 sammenhængende minutter i en kamp. Resultatet har været tre mål og en målgivende aflevering i to kampe.

»Braithwaite, som er en kriger, har grebet chancen, Koeman har givet ham, med begge hænder.«

Landets anden store catalanske sportsavis, Mundo Deportivo, uddeler også enorm ros til danskeren. Eksempelvis i en artikel, hvor man påpeger Griezmann og Braithwaites store uge.

»Griezmann og Braithwaite har vist, at de har deres plads i Koemans Barcelona,« skriver avisen og mener, at Braithwaites største merit har været at svare på banen - selvom han længe har været rygtet væk, og Memphis Depay ofte har været nævnt som en, der skulle ind i stedet for.

Avisen hiver også Braithwaites fornemme scoringsstatistik frem.

»Jobbet som ren 9'er er ikke for alle. Man skal træne meget. Og hans statistik i denne sæson siger alt. Han har scoret i de to kampe, hvor han var i startopstillingen og har scoret tre mål på 195 minutter, hvilket svarer til et mål hver 65. minut. Med det gennemsnit i fødderne ville andre stjerner få enorm ros,« fremgår det.

»Han er inde i et stort øjeblik og har besvaret Koemans tillid.«

Men det er ikke kun Barcelona-aviserne, der hædrer den tidligere Esbjerg-spiller.

Madrid-avisen Marca påpeger også, at han bare har leveret en fabelagtig uge på trods af, at man ikke forventede at se ham i startopstillingen mod Osasuna, fordi han førhen kun var blevet brugt som indskifter, og kun i kampe, der nærmest var afgjort.

»Han har sat punktum for en fantastisk uge for ham personligt. Han er startet i begge Barcelonas kampe, har spillet gode minutter og fejret tre mål og en målgivende aflevering,« skriver avisen.

Her mener man at vide, at Champions League-opgøret har overtalt Koeman til at have ham med fra start igen søndag. Og det viste sig at være en god idé.

»Braithwaite lukker nu en uge, som han kunne ramme ind.«