Går over 50 procent ned i løn - men mon ikke der bliver råd til julegaver alligevel?

Ståle Solbakken blev torsdag præsenteret som ny norsk landstræner.

Og det jubler hele Norge over - pånær nok lige Solbakkens bankrådgiver.

For den tidligere FCK-manager kigger ind i en alvorlig lønnedgang i sit nye job. Det bekræfter han selv over for norske VG.

Foto: Geir Olsen
Vis mere

»Jeg får nok under halvdelen af det, jeg fik i Danmark,« siger Solbakken til avisen, som dernæst spørger, hvad Solbakken tjente som FCK-manager.

»Nej, det må du spekulere i,«

Nordmanden tjente - ifølge B.T.s oplysninger - omkring 10 millioner danske kroner om året i FCK. Så lønnen i Norge ligger derfor nok under fem millioner kroner om året.

Men der er dog ingen grund til at bekymre sig om, hvorvidt den 52-årige nordmand kan overleve på sin nye løn. Fyringen i FC København sikrer ham nemlig en solid fratrædelsesgodtgørelse. For med to og halvt år tilbage af sin kontrakt med FC København har han i princippet krav på omkring 25 millioner kroner, så 'det gyldne håndtryk' kan vise sig at være mange millioner værd for Ståle.