Forvirringen er total i Viborg i forbindelse med den nye 'spiller' Bernio Verhagen.

B.T. kan nu afsløre, at den mystiske hollænder er gået under jorden og er udeblevet fra en aftale i den jyske klub, der siden B.T.s skriverier om ham har ønsket at få ham til at stå skoleret og komme til et personligt møde.

Men Bernio Verhagen er altså ikke til at opspore, og hans hollandske telefonnummer, som B.T. også har forsøgt at kontakte ham på, er slukket og har været det siden lørdag.

Viborg meldte fredag ud, at klubben har fortrudt, at man satsede på Bernio Verhagen og gav ham en kontrakt frem til sommer.

»Der arbejdes på en løsning for fremtiden med Bernio Verhagen,« skrev Viborg FF i en officiel udmelding.

Med andre ord prøvede klubben at terminere kontrakten, men det har krævet, at man nåede frem til en aftale med Bernio Verhagen. Det har i denne omgang ikke kunnet lade sig gøre.

Ifølge B.T.s oplysninger vil Viborg prøve at lave en ny aftale med Bernio Verhagen, og hvis han også udebliver næste gang, falder hammeren, og klubben vil bortvise ham.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Viborgs ledelse samt Bernio Verhagen. Vibog har søndag aften udsendt en længere redegørelse omkring handlingsforløbet. Læs mere her.