Der har været meget stille i 1. divisionsklubben Viborg FF, efter adskillige mærkværdige afsløringer om klubbens nye spiller Bernio Verhagen er kommet frem. Indtil nu.
Søndag aften skriver Viborg FF nemlig en lang redegørelse for hele forløbet om Verhagen, hvor de blandt andet oplyser, at de har overdraget sagen til politiet.
'Viborg FF er blevet offer for alvorlig kriminalitet, der omhandler både svindel, dokumentfalsk og identitetstyveri, og sagen har tilsyneladende også spor til både Sydafrika og Chile, hvor Bernio Verhagens tidligere klubber på samme måde er blevet snydt,' skriver klubben blandt andet på deres hjemmeside.
De skriver videre:
'Viborg FF er ikke blevet ramt økonomisk, da der hverken er blevet udbetalt løn eller agenthonorar, men klubben er i høj grad blevet ramt på den professionelle stolthed. Konklusionen fra vores side er at holde fast i den grundighed, der normalt arbejdes efter. En grundighed, som i bagklogskabens lys har været tilsidesat i forløbet i troen på, at de mennesker, man har kommunikeret med i løbet af flere måneder, også var de mennesker, som de udgav sig for at være.'
'Viborg FF er nu i kontakt med det ægte Stellar Group og de virkelige agenter, som også er blevet svindlet i sagen. Stellar Group bidrager til opklaring af sagen, ligesom det hele overdrages til politiet.'
'Vi håber, at vi med denne information har vist tilstrækkelig åbenhed omkring en helt ekstraordinær sag i både Viborg FF og i dansk fodbold. Vi tager vores ansvar i sagen og håber, at vi med denne åbenhed sikrer, at andre klubber og kollegaer aldrig kommer i en lignende situation.'
I redegørelsen kommer klubben også ind på Verhagens fodboldmæssige kvaliteter:
'Efter Bernio Verhagens første hele træning i VFF blev spilleren taget ud af træningen og fjernet fra den resterende del af truppen, da de fodboldmæssige kvaliteter sammenholdt med et meget rodet privatliv forstærkede mistanken om, at noget var galt.'
'Sideløbende med den fodboldmæssige del af sagen havde Bernio Verhagen tiltrukket sig negativ opmærksomhed blandt andet vedr. uroligheder på et hotel i byen, som er en god samarbejdspartner i VFF, og derfor blev han og kæresten bedt om at fraflytte.'
Klubben oplyser til sidst, at de arbejder på en endelig juridisk afklaring med Bernio Verhagen og derudover ikke har yderligere kommentarer til sagen.
B.T. har gennem de seneste beskrevet Bernio Verhagens mystiske fodboldeventyr, der i november sendte ham til Danmark og førstedivisionsklubben Viborg.
Viborg hentede ham med meldingen om, at det var en 'lynhurtig og aggressiv' offensivspiller, man han havde hentet til klubben gennem et netværk, der kunne give Viborg mulighed for at trække andre spillere til.
Bernio Verhagen påstår, at han har spillet i forskellige klubber, heriblandt Willem II, men de har aldrig hørt om ham.
Historien går igen i andre klubber.
Samtidig skulle Bernio Verhagens kæreste også have haft ham politianmeldt.
B.T. har kunnet afsløre, at Verhagen har brugt en falsk agent og snydt med dokumenter for at skaffe sig kontrakter som professionel fodboldspiller.
Faktum er, at Bernio Verhagen aldrig har spillet et minut som professionel fodboldspiller i Danmark, og i de klubber, han tidligere har været i nærheden af, lyder det, at han på ingen måde er en dygtig nok fodboldspiller til at kunne begå sig som professionel.
Viborg har indtil nu ikke sagt meget om sagen, men har tidligere udtalt, at man fortryder måden, sagen er forløbet på.
Læs her B.T.s store interview med hovedpersonen selv, Bernio Verhagen.