Anklagere i Argentina er fredag gået i gang med at undersøge omstændighederne omkring Diego Maradonas død.

Undersøgelserne skal blandt andet klarlægge, hvorvidt redningspersonale var for langsomme til at gribe ind, og om dødsfaldet involverede andre medicinske svigt.

Det oplyser retskilder.

»Der er allerede uregelmæssigheder,« siger et af fodboldlegendens nære familiemedlemmer.

Maradonas advokat, Matias Morla, har tidligere krævet en efterforskning af påstande om, at det tog ambulancer mere end en halv time at nå frem til fodboldstjernens hus, som svar på et alarmopkald den dag han døde.

»Man er nødt til at se på, om de gjorde, hvad de skulle, eller om de slappede af,« siger det unavngivne familiemedlem.

Ifølge anklagekontoret i Buenos Aires tog det ambulancen 11 minutter at nå frem til Maradonas bopæl.

En indledende obduktionsrapport har vist, at Maradona onsdag middag lokal tid døde af hjertestop, mens han sov.

Den 60-årige argentiner fik op til sin død medicinsk pleje døgnet rundt i sit hjem i Tigre nord for Buenos Aires, mens han kom sig efter en operation i hjernen i begyndelsen af november.

Anklagekontoret i Buenos Aires venter nu på resultatet af de toksikologiske prøver af Maradonas lig.

De tre anklagere på sagen har desuden bedt om at få adgang til fodboldstjernens lægejournal og optagelser fra overvågningskameraer i nabolaget omkring Maradonas hjem.

Anklagerne siger fredag i en meddelelse, at en sygeplejer, der tog sig af Maradona, formentlig var den sidste person til at se argentineren i live.

Ud fra hans ord kunne det fastslås, at han var den sidste til at se Maradona i live omkring klokken 06.30 om morgenen, står der i meddelelsen.

Anklagerne oplyser, at Maradonas personlige sekretær foretog et alarmopkald klokken 12.17, hvorefter en ambulance ankom til stedet klokken 12.28. Det viser video fra overvågningskameraer i nabolaget San Andres, som anklagekontoret har fået adgang til.

Flere andre ambulancer ankom desuden senere til stedet.

/ritzau/AFP